Om Komiteen Ledige stillinger

Ledige stillinger i Komiteen

Har du lyst til at arbejde i Komiteen for Sundhedsoplysning, er du altid velkommen til at sende os en uopfordret ansøgning til job@sundkom.dk.

Vi søger en ny medarbejder til kommunikation og projektledelse – Enhed for Sundhedskommunikation og Partnerskaber

Komiteen for Sundhedsoplysning søger en ny medarbejder til en stilling, der kombinerer kommunikation, strategi og projektledelse inden for det brede sundhedsområde.

Om enheden 

Enhed for Sundhedskommunikation og Partnerskaber arbejder med at udvikle, afprøve og implementere sundhedsindsatser og programmer samt med at skabe brede partnerskaber, som understøtter og fremmer sundhedsinitiativer på nationalt plan. Opgaverne i enheden omfatter kommunikation, fundraising, projektudvikling og -ledelse, partnerskabsudvikling samt research og løbende kvalitetsudvikling. Enheden arbejder inden for det brede sundhedsområde, og du vil derfor komme til at arbejde med projekter, der har fokus på såvel fysiske, som mentale og sociale aspekter af sundhed.

Dine opgaver

Opgaverne vil være varierede, og du vil hurtigt få ansvar for egne opgaver og udvikling af egne projekter. Hovedopgaverne inkluderer:

  • Kommunikation og indholdsproduktion til både trykte og digitale medier
  • Redaktion og udvikling af kampagner og sundhedsindsatser
  • Projektkoordination og -ledelse
  • Fundraising og udvikling af partnerskaber
  • Strategiudvikling og samarbejde med diverse partnere.

Din profil 

Vi søger en medarbejder, der:

  • Har en relevant kandidatuddannelse, fx indenfor kommunikation, folkesundhedsvidenskab, psykologi, pædagogik, sociologi, statskundskab eller lignende
  • Har erfaring med kommunikationsarbejde, herunder skriftlig og mundtlig formidling til forskellige målgrupper
  • Har stærke kompetencer inden for indholdsproduktion til trykte og digitale medier, inklusive sociale medier og digitale strategier
  • Har erfaring med projektkoordination og -ledelse
  • Er serviceorienteret, handlekraftig og trives med at tage ansvar for både små og store driftsopgaver
  • Brænder for at udvikle og forankre projekter indenfor sundhedsområdet
  • Er udadvendt, opsøgende og strategisk tænkende
  • Har erfaring med samarbejde på tværs af faggrupper og niveauer indenfor sundhedsområdet
  • Har erfaring med projektudvikling og fundraising
  • Er indstillet på nogen rejseaktivitet i Danmark.

Personlige kvalifikationer

Som person er du løsningsorienteret og positiv. Du arbejder struktureret og effektivt, sætter faglig kvalitet højt, og kan håndtere både helheden og detaljen. Du er samarbejdsorienteret, let at omgås og holder af at arbejde med kollegaer.

Vi tilbyder

  • Et meningsfuldt job, hvor din indsats gør en afgørende forskel for mange mennesker
  • En omskiftelig hverdag med høj grad af selvstændighed i tilrettelæggelsen af dine opgaver
  • Fleksibilitet i arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde
  • Løbende faglige udviklingsmuligheder
  • En spændende og dynamisk arbejdsplads i konstant udvikling.

Praktiske oplysninger

Der er tale om en fuldtidsstilling med tiltrædelse hurtigst muligt. Spørgsmål vedrørende stillingen rettes til enhedschef Mette Laub Petersen, 2980 5700.

Skriftlig ansøgning og CV sendes på e-mail mærket ”medarbejder til kommunikation og projektledelse” senest onsdag d. 14. august 2024 kl. 12.00 til job@sundkom.dk.

Ansættelsessamtaler vil blive afholdt d. 19. og 21. august 2024. En evt. 2. samtale vil blive afholdt d. 23. august 2024.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Vi søger en lager- og sekretariatsmedarbejder med flair for tal og IT

Komiteen for sundhedsoplysning søger en ny lager- og sekretariatsmedarbejder. Som en del af sekretariatet får du en central rolle i forhold til daglig håndtering af bestillinger, lager, logistik og andre praktiske ting. I sekretariatet værdsætter vi engagement og struktur – samtidig med, at der er plads til et godt grin. Her samarbejder og hjælper vi hinanden, og du vil blive en del af en organisation med mange dedikerede kollegaer, der alle arbejder sammen for at nå vores fælles mål.

Hvem er du?

Du kommer måske fra et servicefag, lager, detailhandlen, produktion eller lignende, og er vant til at have mange bolde i luften og tage ansvar i din hverdag.

Vi er et lille sekretariatet, og derfor er stabilitet vigtigt. Derudover er personlige egenskaber som robusthed, grundighed, humor og overblik i til tider travle perioder, vigtige nøgleord.

Du skal også kunne arbejde systematisk og med faste arbejdsprocedurer og levere en god service til vores kunder.

Du skal have IT-kendskab og er være vant til at IT indgår i din hverdag.

Du har et godt helbred og kan lide fysik arbejde, og så skal du kunne læse, skrive og tale dansk.

Jobbet indebærer bl.a. følgende opgaver:

  • Ordremodtagelse, fakturering, pakning og forsendelse af publikationer til vores kunder
  • Plukning og pakning af varer til forsendelse
  • Modtagelse, kontrol og registrering af varer
  • Lageroptimering og opretholdelse af organiseringssystemer
  • Bestilling af varer m.m.
  • Praktiske opgaver
  • Afrapportering af salg

Du vil passe perfekt til rollen, hvis du…

  • Er engageret og ansvarsbevidst
  • Kan arbejde selvstændigt
  • Er detaljeorienteret med fokus på kvalitet, men samtidig effektiv så vi sikrer deadlines
  • Har kendskab og erfaring med MS Office-pakken
  • Er fysisk egnet til lagerarbejde (mange timer stående og gående samt tungere løft)
  • Har kendskab til C5/ Dynamics 365 Business Central og erfaring fra lignende job er ikke et must, men en fordel

Praktiske oplysninger

Der er tale om en fuldtidsstilling med tiltrædelse hurtigst muligt. Spørgsmål vedrørende stillingen rettes til Direktør Charan Nelander, 2548 7661. Skriftlig ansøgning og CV sendes på e-mail mærket ”Lagermedarbejder” senest onsdag d. 7. august 2024 kl. 12.00 til job@sundkom.dk.

Ansættelsessamtaler vil blive afholdt d. 13. og 15. august 2024. En evt. 2. samtale vil blive afholdt d. 21. august 2024. Vi glæder os til at høre fra dig.

Vi søger en ny kollega til Enhed for Mestring & Empowerment

Komiteen for Sundhedsoplysning søger en erfaren medarbejder til at varetage udbredelse og forankring af en forebyggende trivselsindsats i grundskolen: Basal – sammen om trivsel. Indsatsen er en del af aktiviteterne i Komiteens Enhed for Mestring og Empowerment.

Basal – sammen om trivsel er en mestringsindsats målrettet elever i 7.-10. klasse. Indsatsen er et klassebaseret elevforløb, der skal forebygge mistrivsel og styrke fællesskabet i udskolingen. Forløbet varetages af skolens medarbejdere; fx lærere, pædagoger, inklusionsmedarbejdere eller AKT-lærere, som har gennemført et kompetenceudviklingsforløb forud for brugen af Basal i klasserne. Indsatsen er udviklet og pilotafprøvet, og i perioden 2024-2027 skal den udbredes i stor skala. Du kan læse mere om indsatsen her.

Enhed for Mestring og Empowerment arbejder med at udvikle og forankre gruppebaserede mestringsindsatser for mange forskellige målgrupper i stor skala. Fokus i indsatserne er at styrke den enkeltes (mentale) sundhed og trivsel ved hjælp af mestring af symptomer og udfordringer i hverdagslivet. Indsatserne evalueres og udbredes i bl.a. kommuner, regioner, frivilligforeninger og på ungdomsuddannelser. Ca. 30 % af enhedens aktiviteter knytter sig til programmerne LÆR AT TACKLE. Du kan se mere om indsatserne her.

Udover arbejdet med Basal, vil dine opgaver på sigt også blive knyttet til enhedens andre aktiviteter.

Dine hovedopgaver bliver, i tæt samarbejde med projektlederen, at:

  • udbrede Basal – sammen om trivsel, herunder at opsøge skoler og kommuner med henblik på implementering
  • afholde møder, fysisk og online, med skoleledelse og andre med henblik på ”salg” og implementering af indsatsen
  • kvalitetsudvikle undervisningsmaterialet
  • undervise og vejlede lærere og andre, der skal undervise klasserne i Basal
  • afholde oplæg om indsatsen til forskellige målgrupper
  • gennemføre kommunikationsopgaver, fx artikler til fagblade, opslag på LinkedIn mv.

Du vil blive en del af et team på i alt 16 personer i enheden og vil indgå i tæt samarbejde med andre interne- og eksterne samarbejdspartnere.

Vi ser dig som en, der:

  • har en akademisk uddannelse eller en læreruddannelse med en akademisk overbygning
  • har solidt kendskab til folkeskolen, også gerne som underviser
  • er en dygtig formidler og har erfaring med undervisning og oplæg
  • brænder for at arbejde med mestring og trivsel
  • har solide relationskompetencer og trives i at være opsøgende og udadvendt
  • kan tænke strategisk
  • er handlekraftig og serviceminded og ikke har noget imod selv at varetage små og store driftsopgaver
  • kan sætte dig ind i et nyt fagligt felt – og lære det at kende i detaljen.

Som person har du en løsningsorienteret og positiv tilgang til dine opgaver og kollegaer, du er let at omgås, sætter faglig kvalitet højt og evner at arbejde struktureret og effektivt, så du når dine deadlines. Du kan fokusere på både helheden og detaljen, når det kræves. Du kan tage ansvar, skabe fremdrift og arbejde selvstændigt.
Det er en fordel, men ikke et krav, at du har viden om/erfaring inden for trivsels- og/eller sundhedsområdet.

Vi kan tilbyde:

  • Et job med mening; din indsats kommer reelt til at gøre en afgørende forskel for mange børn og voksne i Danmark – både nu og i fremtiden.
  • En hverdag, der er omskiftelig med meget høj grad af selvstændighed i din tilrettelæggelse af opgaverne.
  • Fleksibilitet mht. placering af arbejdstid samt mulighed for hjemmearbejde.
  • Løbende, faglige udviklingsmuligheder.
  • At blive en del af en spændende arbejdsplads, der er i konstant udvikling.
  • At blive en del af et positivt og stærkt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden til at lave solide løsninger. Du vil få nogle af Danmarks absolut bedste kollegaer.

Praktiske oplysninger:

Der er tale om en fuldtidsstilling med tiltrædelse hurtigst muligt. Komiteen har kontor på Østerbro i København, og hovedparten af arbejdstiden ligger her. I nogle perioder kan der være rejseaktivitet i Danmark, fx ifm. kursusafholdelse, deltagelse på konferencer eller møder rundt i landet.

Spørgsmål vedrørende stillingen rettes til teamleder Line Vinter Andersen lva@sundkom.dk, 4054 1668 eller projektleder Caroline Eie Buskov ceb@sundkom.dk, 2382 1395. I uge 29 holder Komiteen dog lukket, og vi kan ikke besvare opkald.

Skriftlig ansøgning og CV sendes på e-mail mærket ”BASAL” senest onsdag d. 7. august 2024 kl. 12.00 til job@sundkom.dk.

Ansættelsessamtaler vil blive afholdt d. 19. og 20. august 2024. En evt. 2. samtale vil blive afholdt d. 22. august 2024. Vi glæder os til at høre fra dig.

Ansøgninger – uopfordrede og opslåede

Når vi har ledige stillinger, bliver de opslået her på hjemmesiden.

Søger du en opslået stilling, skal du sende din ansøgning til job@sundkom.dk, mærket betegnelsen på det job, du søger.

Hører du ikke fra os inden for 2 uger, har vi pt. ingen ledige jobs, hvor vi kan gøre brug af dine kvalifikationer.

Information til ansøgere om behandling af deres personoplysninger

Komiteen for Sundhedsoplysning behandler din jobansøgning, inkl. de personoplysninger du har medtaget heri (typisk navn, adresse, kontaktdata og CV), som angivet nedenfor.

Ved modtagelse af uopfordrede ansøgninger vedr. stillinger, hvor der ikke i nær fremtid er behov for medarbejdere, slettes ansøgningen.

Ved modtagelse af uopfordrede ansøgninger, hvor der vil kunne opstå behov for medarbejdere af den pågældende type inden for overskuelig tid, gemmes ansøgningen i 6 måneder, herefter slettes den.

Ved modtagelse af ansøgninger i forbindelse med en opslået stilling, gemmer vi din ansøgning, indtil stillingen er besat, hvorefter den slettes – medmindre der, selvom du ikke har fået stillingen, er belæg for at gemme den efter ovenstående kriterier (maksimalt 6 måneder).  Vi vil så kontakte dig for samtykke.

Retsgrundlaget for vores indsamling/opbevaring/behandling af personoplysningerne er persondataforordningens artikel 6, stk. 1, litra a og såfremt din ansøgning indeholder følsomme personoplysninger artikel 9, stk. 2, litra b. Komiteens behandling sker således på baggrund af dit samtykke.

Formålet med vores persondatabehandling er rekruttering af kvalificeret personale.

Komiteen for Sundhedsoplysning er dataansvarlige for behandlingen af dine personoplysninger. Vores kontaktoplysninger:

Classensgade 71, 5. sal
DK-2100 København Ø
Telefon: +45 35 26 54 00
Mail: kfs@sundkom.dk

Vi videregiver ikke dine oplysninger til 3. mand. Dine oplysninger overføres ikke til lande uden for EU og EØS.

Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, vi behandler om dig m.v. jfr. nærmere persondataforordningens artikel 15. Du har efter artikel 21 endvidere i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod Komiteens ellers lovlige behandling af dine personoplysninger.

Du har ret til at få urigtige oplysninger vi har om dig slettet, jfr. nærmere persondataforordningens artikel 16.

Du har ret til at få slettet dine oplysninger hos os jfr. persondataforordningens artikel 17. – fx ved at meddele os, at du ønsker ansøgningen slettet, idet du har ombestemt dig og ikke længere ønsker at søge en stilling hos os.

Endelig har du efter artikel 18 i visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset.

Du har efter artikel 20 i visse tilfælde ret til at modtage dine personoplysninger i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format samt at få overført disse personoplysninger fra én dataansvarlig til en anden uden hindring.

Du er til enhver tid velkommen til at kontakte Komiteen, hvis du ønsker at gøre brug af dine rettigheder.

Du har ret til at klage til Datatilsynet over vores behandling af personoplysninger. Se www.datatilsynet.dk.

The owner of this website has made a commitment to accessibility and inclusion, please report any problems that you encounter using the contact form on this website. This site uses the WP ADA Compliance Check plugin to enhance accessibility.