Snart far – en ny indsats til nye fædre – Nyt projekt skal få flere nye fædre til at vælge øremærket barsel.

Kun 7 ud af 10 nye fædre i Danmark forventer at afholde den øremærkede fædrebarsel. Snart far – en god barsel er et nyt projekt, der skal få flere fædre til at tilvælge den øremærkede barsel. Det sker gennem en mestringsindsats, der skal styrke nye fædres tryghed i farrollen og deres positive forventninger til barslen.

Fædrenes barsel giver mulighed for en styrket far-barn-relation, der i sidste ende kan have positiv betydning for barnets trivsel, læring og udvikling.

Hvorfor Snart far?

Siden august 2022 har 11 uger af den samlede barsel været øremærket barnets far. Afholder faren ikke den øremærkede barsel, bortfalder disse uger. Sker det, går både barn og far glip af en unik mulighed for at opbygge særlige bånd, de kan bygge videre på resten af livet. Læs mere om baggrunden for udvikling af indsatsen. 

Om indsatsen

Snart far – en god barsel udvikles som en gruppebaseret mestringsindsats, der forankres kommunalt. Indsatsen er målrettet fædre, der er usikre på deres rolle som ny far, særligt i forbindelse med barslen. Den skal styrke de kommende fædres tro på, at de er i stand til at skabe en god barselsperiode alene med deres barn.

Fædrene mødes i grupper faciliteret af instruktører, der selv er fædre og fungerer som positive rollemodeller.

Forløbet giver mændene viden, værktøjer og et netværk med andre fædre, der understøtter fædrenes tryghed og selvtillid i farrollen (self-efficacy). Samtidig er der fokus på at styrke de nye fædres kompetencer i omsorgen for deres lille barn. 

Udvikling og implementering

Snart far – en god barsel udvikles i 2023-24 og pilottestes i 5 kommuner i 2025. Pilotindsatsen vil efterfølgende blive evalueret og justeret, før den udbredes og forankres i i alt 25 kommuner.

Indsatsen udvikles af Komiteen for Sundhedsoplysning med støtte fra Egmont Fonden. I udviklingen trækkes der på mangeårige erfaringer med den evidensbaserede model LÆR AT TACKLE, der bygger på forskning og erfaring med mestring i praksis.

Interesseret i at indgå i projektet eller høre mere?

Kommuner, der ønsker at høre mere eller deltage i projektet, kan kontakte projektleder Line Vinther Andersen, lva@sundkom.dk/ 4054 1668  eller projektkoordinator Christine Halling, ch@sundkom.dk/ 2058 0797.