Hvert år går 61,9 mio. arbejdstimer tabt på danske arbejdspladser på grund af sygemeldinger relateret til stress. Det svarer til 37.335 fuldtidsstillinger. Derfor har Komiteen for Sundhedsoplysning udviklet et kort stressforløb, der fra 2026 kan udbydes af alle landets kommuner. Indsatsen hedder Mestring af stress og er målrettet voksne med langvarig stress.
Kommunerne får adgang til ny indsats mod stress
Forløbet strækker sig over 7 uger med en ugentlig mødegang af 2,5 timer. På forløbet lærer deltagerne at håndtere ting, der udløser og vedligeholder stress. Desuden tilegner de sig konkrete redskaber til at reducere stressreaktioner.
Indsatsen er udviklet i samarbejde med Frederiksberg Kommune, Køge Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Odense Kommune og Viborg Kommune, fagpersoner og forskere inden for stressområdet samt repræsentanter fra målgruppen.
Om projektet
Mestring af stress udvikles med inspiration fra det evidensbaserede program LÆR AT TACKLE samt anden anerkendt viden og velafprøvede metoder til styrkelse af mestring i praksis.
I projektet udvikles, pilotafprøves, evalueres og forankres et forløb, der skal understøtte kommunernes nuværende tilbud til borgere med langvarig stress.
Kontakt projektleder Helene Rejkjær Hjorth, hrh@sundkom.dk / +45 21 30 50 31 for info om indsatsen.