Hvorhen?

Henvisningsmuligheder

Når vi i samarbejde med patienten er nået så langt, at vi har fået fastlagt et program med det rette niveau for aktiviteten, står vi tit i et dilemma, nemlig: hvor skal vi sende personen hen?

Der er selvfølgelig stor forskel på, om det drejer sig om en person, der blot skal til at motionere mere af profylaktiske hensyn, eller om der er tale om egentlig genoptræning eller sygdomsbehandling vha. fysisk aktivitet.

Ved egentlig genoptræning af forskellige funktioner vil lægens muligheder for at følge og korrigere træningen som regel være utilstrækkelige, og en henvisning til fysioterapeut eller erfaren træningsinstruktør vil være det naturlige. Det program, man sammen med patienten har udarbejdet, kan vedlægges henvisningen som et oplæg til fysioterapeuten. Det vil være et godt grundlag for samarbejdet mellem patient, læge og fysioterapeut.

Der er en række af meget forskellige aktører, både professionelle og frivillige, som vi har mulighed for at henvise til eller søge råd hos.

Patientens behov er selvfølgelig afgørende for, hvilket tilbud der er relevant. Fysioterapeuten er nok det mest oplagte bud på en samarbejdspartner,men der er efterhånden også mange motionscentre, der kan klare nogle af disse opgaver – f.eks. vil de fleste på forsvarlig vis kunne rådgive i forbindelse med profylaktiske rygtræningsprogrammer. Mange af centrene har også fysioterapeut tilknyttet. Hvor vi med stor sikkerhed blot kan henvise til en fysioterapeut, kræver det dog nøjere kendskab til det enkelte træningscenters kvalifikationer, før vi kan henvise dertil.

Fysioterapeut

Fysioterapeutens uddannelse og daglige erfaring med genoptræning af vidt forskellige patientgrupper gør dem til oplagte samarbejdspartnere for den praktiserende læge, når det drejer sig om fysisk aktivitet.

     Når lægen konstaterer et behov for øget fysisk aktivitet hos en person, er det lægens opgave, ud fra hans medicinske viden at fastlægge mængde og art af den fysiske aktivitet. Målet i fremtiden må være, at flere og flere læger bliver i stand til selv at foretage denne vurdering, således at han kan give fysioterapeuten et kvalificeret oplæg og være en kompetent samarbejdspartner – også når det gælder denne rådgivning. Motionsmanualen og FA vil forhåbentlig kunne medvirke til denne udvikling.

Når lægen vælger at henvise til en fysioterapeut, er det fysioterapeutens opgave at planlægge og rådgive om træningsforløbet.

Hvis lægen føler sig rustet til det,er der ikke noget i vejen for,at han vha.det udarbejdede program selv kan styre forløbet.Her kan der være hjælp at hente i FA,hvis der kræves mere detaljeret planlægning.

Fysioterapeuten vil starte med at afklare patientens aktuelle niveau, formåen, motivation og fastlægge realistiske mål. Derefter vil der blive lagt et specifikt træningsprogram, som dels tager hensyn til lægens specifikke ordination, hvis en sådan foreligger, dels anvender FA som reference.

Træningsforløbet vil typisk forløbe over 2-3 måneder, så der er tid til at opnå den ønskede virkning, f.eks. bedre kondition og/eller styrke.

Undervejs skulle patienten gerne få større og større motivation til at fortsætte på egen hånd bagefter, og forløbet afsluttes ideelt med en anvisning af et relevant lokalt motionstilbud eller blot øget aktivitet i hverdagen.

Fysioterapeutens kerneområde er den terapeutiske træning, som kan deles i fire hovedgrupper:

Med den hastigt stigende viden og interesse omkring motion som “medicin” hos både læger og fysioterapeuter er der grundlag for et godt samarbejde, hvad enten det drejer sig om sygdomsbehandling eller profylakse.

Mange fysioterapeutiske klinikker har da også allerede oprettet forskellige træningsforløb, der er specielt rettet mod specifikke sygdomsgrupper, og mange er også gået aktivt ind i processen omkring “motion på recept” med FA som referencestandard.

I denne sammenhæng kan det være hensigtsmæssigt at minde om, at der i 2001 er kommet en tilføjelse til fysioterapeuternes overenskomst. Den betyder, at fysioterapeuten kan foretage en undersøgelse af patientens fysiske tilstand, kortlægge aktivitetsvaner og rådgive om hensigtsmæssigt aktivitetsniveau. Der gives 40% tilskud til denne ydelse, hvis den er lægeordineret.

Motionscentre

Motionscentre har tidligere haft et lidt blakket ry. Det var noget med bodybuilding, anabole steroider,“hjernedøde” muskelbundter, der pumpede jern og ikke noget for almindelige mennesker.

Det image er ændret meget i de senere år. De mere tvivlsomme steder eksisterer vel nok stadig, men det store flertal af motionscentre er nu seriøst arbejdende mødesteder for mange forskellige typer af motionister.

Da instruktørerne er en blandet skare,er det nødvendigt at have lidt kendskab til det lokale motionscenter.

Centrene opererer med to niveauer af uddannelse af instruktørerne. Første trin er en uddannelse til fitnessinstruktør, som varer 3-6 måneder.Andet trin er en såkaldt “personligtræner” uddannelse. Fitnessinstruktør uddannelsen er imidlertid ikke beskyttet eller officielt anerkendt, og enhver kan derfor i princippet kalde sig det. I de store fitnesscentre vil man dog nok udelukkende kunne møde veluddannede instruktører, men der er altså grund til at være opmærksom på kvaliteten af vejledning.

Den uddannede instruktør har kurser i fysiologi, bevægeapparat, aerob og anaerob træning, typiske skader/sygdomme og førstehjælp. De rekrutteres blandt idrætsstuderende, fysioterapeuter og sygeplejersker.

Et af de store centre, Fitness dk, har oprettet specielle hold i samarbejde med patientforeninger med sagkyndig hjælp fra speciallæger.

Der er f. eks i samarbejde med Hjerteforeningen oprettet “hjertehold”, som instrueres af trænere, der er superviseret af en kardiologisk sygeplejerske. 

 I samarbejde med Gigtforeningen er der “gigthold” ledet af en sygeplejerske med særlig kendskab til gigtsygdomme.

Ligeledes har Fitness dk oprettet “seniorhold”,“diabeteshold”, og endelig er der hold for overvægtige – både voksne og børn.

Disse hold for overvægtige bliver trænet og kostundervist i særlige lokaler, hvor de ikke skal dele omklædningsrum eller træningsfaciliteter med andre. Dermed er en stor forhindring for at deltage fjernet. Når først de overvægtige er kommet i gang, betyder det mindre, men i starten er det meget væsentligt udelukkende at være blandt “lidelsesfæller”.

Mange fitnesscentre har lignende tilbud, så man er nødt til at undersøge, hvad det lokale center kan byde på.

Kommunale motionstilbud

Kommunerne kan ifølge Serviceloven (§ 65) give tilskud til initiativer med forebyggende eller aktiverende sigte.

I praksis er disse initiativer oftest rettet mod den ældre del af befolkningen. Det er dog op til den enkelte kommune, om den vil give disse tilbud, og hvem tilbuddene skal henvende sig til.

Ofte findes tilbuddene på plejecentre eller ældrecentre, hvor der i forvejen er et kommunalt træningscenter til personer med nedsat funktionsevne.

På ældrecentrene udøves forskellige former for fysisk aktivitet på mange niveauer og ofte med kompetent instruktion, evt. fysioterapeut. Andre aktiviteter har mindre vægt på den fysiske udfoldelse, men er væsentlige, fordi der er et stort islæt af socialt samvær, som betyder meget for netværksdannelsen. Ældrecentrene yder på denne måde en stor indsats for de ensomme ældre.

Kommunen kan også vælge at give tilskud til motionsaktiviteter, som andre organiserer, f.eks. aktiviteter under Gigtforeningen.

Endelig har kommunen mulighed for at øremærke en del af folkeoplysningsmidlerne til bestemte aktiviteter, såsom ældreidræt.

Kommunens Ældreforvaltning/Social- og sundhedsforvaltning bør kunne informere om aktiviteterne.

Kommunen er forpligtet til at informere borgerne om tilbuddene i forbindelse

Foreninger, hvor fysisk udfoldelse indgår som en del af aktiviteterne

Firmaidræt

Det kan også være en ide at gøre en patient opmærksom på, at der måske på hans arbejde findes tilbud om motionsaktiviteter. Firmaidrætten har haft en stor fremgang i de senere år og kan tilbyde en bred vifte af forskellige aktiviteter. Mange større firmaer kan også tilbyde veludrustede motionscentre i firmaets egne lokaler eller gunstige tilbud i lokale fitnesscentre.

Firmaidrætten er velorganiseret, og det er muligt via hjemmesiden at finde ud af, hvilke tilbud der er i ens eget amt. Hjemmesiden har adressen: www.dfif.dk.

Handicapidræt

Handicapidrætten er på samme måde meget velorganiseret og har en række forskellige motionsaktiviteter på alle niveauer.

Den landsdækkende hjemmeside har adressen: www.dhif.dk

Højskole

Mange højskoler og aftenskoler kan tilbyde motionsaktiviteter på forskellige niveauer. Her kræver det lokalkendskab for at få et overblik over tilbuddene.

Andre tilbud

Vi kan også stå med en person, som ikke har noget specifikt genoptræningsbehov, men som gerne vil motionere under organiserede former. Ønsket kan spænde helt fra egentlig idræt til foreninger, der som det primære formål har at motionere med det sociale aspekt i højsædet.

Det er vanskeligt at få et overblik over alle de tilbud, der er i lokalområdet. Danmark er i sandhed et foreningsland. Det vil man opdage, hvis man forsøger at få en komplet oversigt over de motions-/idrætsaktiviteter, der er i ens eget opland.

Hvis lægen selv er idrætsaktiv, kan det være en god ide at forhøre sig i sin egen sportsklub. Der kan være ledere, der er i besiddelse af samlede oversigter over klubberne i kommunen. Kommunens kultur- og fritidskonsulenter har sandsynligvis også overblik over de forskellige foreninger, fordi foreningerne skal søge om tilskud dér. Det kan også gælde for specielle grupper som f.eks. ældre eller handicappede.

Det kan være en god ide at tage kontakt til fysioterapeuterne, som tit har et godt kendskab til de lokale motionsmuligheder.

Der er også mange landsdækkende organisationer, der i motionssammenhæng kan være interessante. Det spænder vidt fra foreninger, der næsten udelukkende har motionsformål, til foreninger hvor den fysiske aktivitet mest er et led i f.eks. en naturoplevelse.

Herover findes en liste over denne slags foreninger. Den må på ingen måde regnes for udtømmende – der er utvivlsomt mange flere.

Egentlige idrætsforeninger er ikke medtaget i listen. De er er så mangfoldige, at det ikke i øjeblikket er muligt at få en samlet oversigt. Der er tanker fremme om en netbaseret database, som ville være et meget anvendeligt redskab i søgningen efter den rette aktivitet til den person, man står overfor.

Hillerødprojektet

I mindre målestok er tanken om en netbaseret database dog allerede ført ud i livet gennem et pilotprojekt, der har kortlagt al ældreidræt/motion i Hillerød Kommune.     

Tanken var primært at give den praktiserende læge et arbejdsredskab til det daglige arbejde i klinikken. Ideen har imidlertid givet talrige henvendelser fra mange andre instanser,typisk kommuner,fysioterapeuter og ergoterapeuter.

Derfor er det nu tanken, at projektet skal gøres tilgængeligt for andre end praktiserende læger.

Hillerød Kommune planlægger, at oversigten bliver lagt på kommunens hjemmeside på adressen: www.hille-rod.dk.

Det overordnede mål har været at sætte den praktiserende læge og patienten i stand til sammen at finde netop den aktivitet, som er attraktiv i et passende belastningsniveau.

Hillerødprojektet er opbygget således, at den første side fungerer som visitationsoversigt. Se side 45.

Lægen og patienten finder vha. visitationssiden sammen den eller de ønskede aktiviteter.

I kataloget er der en lomme med oplysninger for hver aktivitet, og den ældre får derefter udleveret de relevante oplysningssider.

Den enkelte oplysningsside (se side 47) gengiver på forsiden alle nødvendige, praktiske oplysninger, mens bagsiden (se side 48) er reserveret til en kort beskrivelse af aktiviteten i prosaform. Det er foreningen selv, der står for teksten på bagsiden.