Man skal gøre sig klart, at det at “udskrive motion på recept” i virkeligheden er en absurd handling. Det svarer til en situation, hvor man skal opfordre en person til at spise for at opretholde livet.
Hos anorektikere er denne opfordring nødvendig, men her er der også tale om en veldefineret psykiatrisk diagnose. Fysisk inaktivitet er derimod en tilstand, som vi ganske langsomt frivilligt har bragt os i pga. den teknologiske udvikling og deraf følgende ændret livsstil.
Bevægelse og ernæring er begge helt fundamentale forudsætninger for at vedligeholde kroppens vitale funktioner.
Hvor følgerne af manglende fødeindtagelse viser sig meget hurtigt og fatalt, kommer regningen for manglende fysisk aktivitet oftest snigende og først efter mange års inaktivitet.
Det er ofte svært at motivere folk til øget aktivitet. Det skyldes bl.a., at hvor det er umiddelbart indlysende, at man dør, hvis man ikke får noget at spise, virker det mere uhåndgribeligt, at inaktivitet skulle fordoble risikoen for hjertedød.
Denne problematik gør det nødvendigt at udnytte al den pædagogiske viden, vi har med henblik på at komme igennem med budskabet om mere motion.
Både blandt læger og patienter er der nogle, der mener, at det er noget “pjat” med udlevering af en “recept på motion”. Denne holdning stiller yderligere det krav til lægen, at han skal kunne aflæse patientens indstilling til spørgsmålet og indrette sin “ordination” derefter.
Endelig er der nogle personer, for hvem motionsordinationen er overflødig. Det drejer sig f.eks. om cyklende postbude, stilladsarbejdere og mange håndværkere. De får tilstrækkelig motion i forbindelse med deres arbejde. Antallet af folk med denne slags arbejde er imidlertid faldet markant, men de eksisterer altså stadig.
I Malmø, hvor “motion på recept”-ideen er startet, har det vist sig, at der er en klar pædagogisk gevinst ved konkret at give patienten en recept med anvisninger om fysisk aktivitet.
Når vi “ordinerer”fysisk aktivitet, kan vi risikere at gøre motion til noget, man skal have af sin læge og ikke noget, der indgår som en ubevidst og lystbetonet del af hverdagen.
Problematikken illustreres tydeligt, når man på en solskinsdag kigger ind i et motionscenter og ser rækker af løbere på løbebånd. Man kan ikke undgå at spørge sig selv, om ikke der er noget kunstigt i den måde, vi praktiserer motionsudøvelsen på.
Talrige undersøgelser har vist inaktivitetens indflydelse på livslængden.Men det kan være svært at koble inaktivitet til død,når den umiddelbare dødsårsag har været en akut hjerteblodprop.
Dette er ikke et angreb på motionscentre eller de, der benytter dem, blot en konstatering af, at motionsudøvelse nogle gange bliver gjort mere videnskabelig og teknisk end nødvendigt. Risikoen er, at vi skaber en forestilling om, at almindelige motionsformer som f.eks. løb, kun kan dyrkes helt rigtigt, hvis man har diverse maskiner til rådighed. En løbetur i skoven, som kombinerer den fysiske aktivitet med en naturoplevelse, skulle jo helst ikke gå i glemmebogen.
Det er vigtigt, at lægen tænker på, at fysisk aktivitet ikke behøver at være noget med pulstællere, løbebånd og maskiner. Motion er også de aktiviteter, der foretages i hverdagen.Se s.35 ff.om mere fysisk aktivitet i hverdagen.
Motionscentre, diverse apparater og udstyr har bestemt også deres berettigelse i de rette sammenhænge. Det gælder både som led i tidens trend, som jo har fået mange, især unge, i gang med motion, men maskinerne er også et nødvendigt instrument for vores professionelle samarbejdspartnere.
Hvis vi skal være meget optimistiske, kan vi opfatte vores tid som en overgangsperiode, hvor vi er ved at nå til en forståelse af, at det menneskelige legeme kræver fysisk aktivitet for at overleve.
Tidligere var bevægelse en simpel nødvendighed for at skaffe kalorier nok, mens det nu er en nødvendighed for at forbrænde kalorier nok. Set i det perspektiv kan vi godt forsvare at praktisere den lidt kunstige ordination af fysisk aktivitet, så længe vi er opmærksomme på ikke at gøre motionsbegrebet alt for videnskabeligt. Om det så skal effektueres vha. en konkret papirrecept eller blot ved mundtlig vejledning, må være op til den enkelte læge at bestemme.
Det overordnede problem omkring det at ordinere noget, som burde være en naturlig ting, rækker langt videre end denne manual har mulighed for at gå i dybden med.
Det kræver en nytænkning af vores fysiske miljø, således at det ikke som nu går ud på at fjerne al fysisk modstand i vores dagligdag. Et ofte citeret eksempel er det glimrende hjælpemiddel,“elevator”. Den er næsten umulig at undgå i mange sammenhænge, simpelthen fordi det er svært at finde trappen. Det er et uundværligt hjælpemiddel, som gør de handicappede “raske”, men samtidig langsomt gør de raske “handicappede”.
Historien belyser et væsentligt punkt i problematikken omkring dét at motivere til en ændring i livsstil. Personen skal først og fremmest kunne se et formål med ændringen.
Fru Thomsen havde efterhånden affundet sig med sin tilstand. Da vi fik talt lidt mere om hendes hverdag, var der faktisk flere situationer, hvor hun godt kunne ønske sig at være lidt mere mobil. Hendes svage ben gjorde det til en stor anstrengelse at komme på første sal i rækkehuset. Det betød, at hun kun gik derop, når hun skulle i seng. På grund af en lidt svigtende hukommelse, glemte hun ofte at tage flere ting med ned om morgenen. Det var et evigt tilbagevendende irritationsmoment for hende, som hun egentlig godt ville ændre på.
Nu var hun faktisk på vej fra “Førovervejelsesstadiet” til “Overvejelsesstadiet” i Prochaskas “Forandringens hjul” (se figur 1), som er nærmere beskrevet i “Den motiverende samtale”. (DSAM, 1999).
Her meldte ambivalensen sig imidlertid. Der var mange ting, som fik fru Thomsen til at falde tilbage i den tidligere holdning “hvorfor skulle jeg træne?” På den ene side var det fristende med større mobilitet. Det ville gøre det lettere at komme på første sal, men også mange andre aktiviteter, ville igen blive mulige.
På den anden side var der flere helt konkrete betænkeligheder.Fru Thomsen var simpelthen bange for,at hun pga. sit lidt svage hjerte ikke ville overleve “fritstående øvelser”. Hun ville også “se helt fjollet ud”i gymnastikstøj.Hun havde afskyet alle former for motion siden skolens gymnastiktimer. Hvordan skulle hun også komme derhen? Var det ikke dyrt? “Nej, det var vist alligevel ikke noget for mig …” Det er vigtigt, at man på dette stadium lytter til og opfatter alle bekymringerne seriøst – ligegyldigt hvor uforståelige eller ubetydelige, de end forekommer. For patienten er de reelle – og en del af modstanden mod at komme i gang.
Fru Thomsen var altså på den ene side godt klar over, at hun kunne opnå større mobilitet, men på den anden side var der mange angstgivende forhindringer.
Ved at tage punkterne ét for ét og seriøst behandle hvert enkelt, besluttede fru Thomsen sig for, at forhindringerne vist alligevel godt kunne overvindes.
Herefter var resten af problemløsningen mest af praktisk art. Skulle træningen foregå hjemme eller på et gymnastikhold? Hvor meget skulle der trænes og hvordan?
Det er de stadier, der kaldes “Forberedelsesstadiet” og “Handlingsstadiet”.
Når vi vil motivere en person til øget fysisk aktivitet, adskiller det sig ikke så meget fra andre situationer, hvor vi prøver at få en person til at skifte livsstil.
Det er svært!
Der er dog den forskel,at vi forsøger at “give”patienten noget.Vi “tager” ikke noget fra dem, sådan som det opleves, når folk holder op med at ryge eller ændrer kostvaner.
Der er også en tillægsgevinst, når man begynder at motionere. Det medfører ofte også rygeophør og/eller bedre kostvaner, hvorimod f. eks. rygestop ikke fører de andre ændringer med sig.
Figur 1. Forandringshjulet
Stadier på vejen mod forandring
Der skal dog nok en meget determineret patient til, før dette faktum bliver en betydende del af motiveringen.
BALA
Det overordnede princip i motiveringsforløbet kaldes også:
BALA - Det står for Behov-Accept /Løsning-Accept.
Personen skal opleve/erkende og acceptere et behov. Dernæst skal personen med hjælp fra lægen beslutte sig for og acceptere en løsning.
BA
Det er lettere at erkende og acceptere et behov for fysisk aktivitet, hvis det er et led i en sygdomsbehandling.Typisk genoptræning af en motorisk funktion. Men også i forbindelse med metabolisk syndrom eller arteriosklerotiske sygdomme vil de fleste efter relevant information kunne forstå det nødvendige i øget fysisk aktivitet.
I forbindelse med sygdomme som f.eks. KOL eller nogle psykiske lidelser, kan det være vanskeligt for patienten at acceptere aktivitet som et behov. Det er fordi, den fysiske aktivitet provokerer symptomerne.Ved KOL forværres dyspnoen, og ved mange psykiske lidelser er træning ensbetydende med, at patienten bliver taget ud af den selvvalgte, passive isolation.
Det kræver altså vekslende grad af information og tålmodighed at nå frem til “BA” – altså accept af et behov.
Lægen skal anvende al sin viden om patientens personlighed, reaktionsmønstre i tidligere pressede situationer og familierelationer. Hvordan vil familien reagere på planlagte ændringer? Vil det overhovedet være muligt at gennemføre? Er det for grænseoverskridende i den pågældende familie?
Det nytter ikke noget, at patienten og lægen kan blive enige om et træningsforløb, hvis det i familiesammenhængen er uforståeligt, praktisk umuligt at gennemføre eller normbrydende. Det kan derfor være en god ide, at patientens ægtefælle deltager i samtalen fra starten.
Når vejledningen drejer sig om raske personer, er det straks vanskeligere. Ligesom det kun er rygerens nabo, der får lungekræft, er det også de andre, der får AMI pga. inaktivitet.
Når der efterhånden kommer flere og flere inaktivitetsbetingede sygdomme i omgangskredsen, og tvivlen om egen usårlighed melder sig, er det måske ikke for sent at komme i gang, men dog ønskeligt, at det var sket noget før.
Hvis vi praktiserende læger udnytter den stigende opmærksomhed omkring inaktivitetsproblemerne, kan vi håbe på, at det fremover bliver mere almindeligt at udnytte de mange muligheder for øget aktivitet i hverdagen. Det er trods alt lykkedes for tandlægerne at få tandbørstning ind som en naturlig dagligdags profylaktisk procedure og det gælder ikke engang“liv eller død”.
Vi må benytte muligheden for at opfordre til fysisk aktivitet, hver gang lejligheden byder sig.Typisk kan detske i forbindelse med helbredsattester eller ved mere uautoriserede “helbredscheck”. Her er spørgsmål om motion i dagligdagen lige så vigtigt som spørgsmål om rygning, alkoholforbrug og kostvaner.
Når vi konstaterer et marginalt forhøjet blodtryk eller blodsukker, er det oplagt at bringe motion på banen som den første indsats, som oven i købet med ret stor sikkerhed kan overflødiggøre medicinsk behandling.
Erfaringsmæssigt er det et stort skridt for patienterne at skulle starte på at tage tabletter. Derfor vil de være meget motiverede for en løsning, der indebærer fysisk aktivitet i stedet for medicin.
Når man ser på den lange række af lidelser, hvor motion har en forebyggende eller behandlende effekt, vil spørgsmålet om fysisk aktivitet i dagligdagen kunne bringes på bane ved næsten enhver konsultation.
Det økonomiske aspekt er også nærliggende, idet megen dyr medicin kunne spares, hvis “motion” blev anvendt mere målrettet. Til gavn for både den enkelte patient men i høj grad også for samfundet som helhed.
Når man tænker på, at vi formentlig kun har diagnosticeret halvdelen af de ca. 250.000 type 2 diabetikere, der er i Danmark, står det klart, at hvis de alle skulle medicinsk behandles for deres forhøjede blodsukker, dyslipidæmi, overvægt og hypertension, ville sundhedsbudgettet stå for fald.
En stor del af denne økonomiske byrde ville kunne fjernes ved øget fysisk aktivitet i hverdagen. Mennesket er ikke skabt til et liv i fysisk passivitet – en kendsgerning, som alle vore patienter nok vil kunne erklære sig enige i. Derefter er det op til os i samarbejde med patienterne eller den potentielle patient at få de indlysende kendsgerninger omsat til realiteter i hverdagen.
TYPISKE SPØRGSMÅL/INDVENDINGER
“Jeg har ikke tid.”
Dette udsagn er nok den hyppigste indvending mod fysisk aktivitet i hverdagen.
For de fleste af os er det nok også umiddelbart forståeligt og aktuelt. Det gør det imidlertid ikke mindre fatalt.
Man kunne fristes til at affærdige det med et citat fra den engelske premierminister Edward Stanley (1826-1893, som allerede i 1800-tallet sagde:
“Hvis du ikke har tid til motion nu,skal du afsætte tid til sygdom senere!”
Hvis hverdagen er så skemalagt, at en halv til en hel times egentlig motion ikke kan lade sig gøre, behøver det dog ikke være nogen hindring for at få rørt sig tilstrækkeligt.
Der er talrige muligheder for at indlægge fysisk aktivitet i dagligdagen.Typisk i forbindelse med transport.Tag cyklen til toget, gå, stå af et stoppested før vanligt, brug trappen, gå en tur i pausen osv.
Hjemme kan man være mere aktiv med f.eks. havearbejde, vinduespudsning eller aktiv leg med børnene. Der er mange muligehder for at forene det nyttige med det praktiske. Køb en kondicykel og se nyhederne fra den. Det giver maksimal udnyttelse af tiden og præcis den motionsintensitet, man ønsker – i tørvejr!
Der er mange flere forslag i afsnittet om “Mere fysisk aktivitet i hverdagen”.
ske i forbindelse med helbredsattester eller ved mere uautoriserede “helbredscheck”. Her er spørgsmål om motion i dagligdagen lige så vigtigt som spørgsmål om rygning, alkoholforbrug og kostvaner.
Når vi konstaterer et marginalt forhøjet blodtryk eller blodsukker, er det oplagt at bringe motion på banen som den første indsats, som oven i købet med ret stor sikkerhed kan overflødiggøre medicinsk behandling.
Erfaringsmæssigt er det et stort skridt for patienterne at skulle starte på at tage tabletter. Derfor vil de være meget motiverede for en løsning, der indebærer fysisk aktivitet i stedet for medicin.
Når man ser på den lange række af lidelser, hvor motion har en forebyggende eller behandlende effekt, vil spørgsmålet om fysisk aktivitet i dagligdagen kunne bringes på bane ved næsten enhver konsultation.
Det økonomiske aspekt er også nærliggende, idet megen dyr medicin kunne spares, hvis “motion” blev anvendt mere målrettet.Til gavn for både den enkelte patient men i høj grad også for samfundet som helhed.
Når man tænker på, at vi formentlig kun har diagnosticeret halvdelen af de ca. 250.000 type 2 diabetikere, der er i Danmark, står det klart, at hvis de alle skulle medicinsk
“Jeg var topidrætsmand,da jeg var ung,så det har jeg ikke behov for.”
Man kan desværre ikke træne på forskud. Både kondition og styrke svinder ret hurtigt efter ophør med aktiviteterne. Tidligere tiders indsats har dog foruden at have givet stærke knogler, også bibragt personen en større parathed til at dyrke motion igen. Man har det populært sagt “i blodet” og kan hurtigt igen mobilisere “sportsånden”. Men husk tidligere tiders storhed nås ikke helt, og progressionen skal være langsom.
“Motion og svedige bluser er bare ikke mig.”
“Jeg har aldrig dyrket motion før – jeg har andre interesser.”
Det er jo en ærlig sag, men der behøver nu ikke være så meget sved involveret. De fleste tror, at det kræver omklædning, timers svedig træning og udstyr at opnå bedre sundhed.
Det er vigtigt at nævne, at der er doserespons sammenhæng, og at selv en mindre indsats giver resultat. Det vil sige, at alle ændringer i aktivitetsniveau giver ændret sundhedsprofil, men det gælder altså også, hvis man nedsætter sin aktivitet.
Blot en halv til trekvart times rask gåtur daglig giver en markant bedring – uden omklædning eller sved.
Det kan være tankevækkende og motiverende for denne gruppe at vide, at kalorieforbruget og dermed ikke skabt til et liv i fysisk passivitet – en kendsgerning, som alle vore patienter nok vil kunne erklære sig enige i.
LA
Ét er at konstatere et behov og acceptere dét – noget ganske andet og meget mere krævende er at føre anden halvdel af “BALA” ud i livet, nemlig at finde, acceptere og gennemføre en løsning.
På vejen til en acceptabel løsning vil der være mange spørgsmål og indvendinger. Hvis det ikke er muligt at afklare disse på en rimelig måde, skal man overveje, om personens modstand er så vedholdende, at der i virkeligheden mere er tale om en fejlvurdering af patientens parathed til forandring.
Populært sagt “mængden af sundhed” der opnås, er nøjagtig lige stor, hvad enten personen går, jogger eller løber en given distance. Tidsforbruget vil dog selvfølgelig ikke være det samme.
Hvis interesserne ligger et helt andet sted end motion, kan man vel også med nogen ret argumentere for, at man ved at gå en halv time om dagen sandsynligvis i sidste ende får flere ekstra år til at dyrke sine virkelige interesser.
“Fordi jeg har en kronisk sygdom hjælper fysisk aktivitet ikke på mig, og derfor kan jeg heller ikke tåle det.”
Patienter med en kronisk sygdom får stort set samme procentvise bedring som raske ved at dyrke motion. Det kan godt være deres faktiske niveau ligger lavere, men forbedring opnås også hos syge personer.
Det er få patienter, der ikke kan tåle en eller anden form for fysisk aktivitet. Selv svært hjerteinsufficiente patienter i NYHA gruppe 3-4 kan træne, når blot det foregår under kyndig vejledning. Lægens opgave er at forsikre patienten om, at træningen kan foregå uden risiko for helbredet, når blot vejledningen er korrekt.
“Det er ubehageligt – ja, det gør faktisk mere ondt, når jeg prøver at motionere.”
Forskellige bevægeapparatlidelser kan ganske rigtigt give lidt mere ømme muskler og led, når man begynder at motionere. Dette ubehag bevirker så afholdenhed fra fysisk aktivitet og dermed yderligere dekonditionering og nedsat mobilitet – en ond cirkel.
Samme problematik kan opstå efter en skade, hvor genoptræningen er langvarig eller krævende.
Her gælder ordsproget “Det skal gøre (lidt) ondt, før det bliver godt.”
Lægen må prøve at informere patienten om denne sammenhæng, og at der er håb forude, hvis blot man holder ud. Passende niveau og langsom progression er nøgleordene.
“Der er ingen faciliteter i mit område, og det er også alt for dyrt.”
Mangel på halkapacitet og forskellige andre anlæg kan selvfølgelig være et reelt problem, ligesom visse aktiviteter kan være dyre at gå til. Men så må man finde nogle andre muligheder – og dem er der nok af. Det kræver ikke nødvendigvis faciliteter eller udstyr at løbe, ordne haven selv, bruge trappen i stedet for elevatoren osv. osv. Det er tillige gratis.
Når det er sagt, er det dog stadig en oplagt opgave for lokalsamfundet at prøve at skabe mange flere miljøer, som frister til fysisk aktivitet. Det gælder både egentlige idrætsfaciliteter, men også stisystemer, grønne områder som indbyder til aktivitet og et veludbygget net af cykelstier.
Patienten er måske kun i “Førovervejelses-stadiet” eller “Overvejelses-stadiet” og endnu ikke klar til forandring.
Flere af de typiske spørgsmål er allerede nævnt i eksemplet med fru Thomsen, side 16. Listen er imidlertid lang. Husk, at ligegyldigt hvor uforståelige de end forekommer lægen, er spørgsmålene for patienten reelle.
Det kan enten være udtryk for modstand og evt. manglende parathed til ændring eller regulære potentielt angstfremkaldende spørgsmål.
Fælles for motivering af alle grupper er:
Nogle grupper kræver lidt ekstra opmærksomhed, når vi prøver at motivere til fysisk aktivitet.
Det er ældre, overvægtige, børn/unge og indvandrere.
Når det drejer sig om ældre, er det netop alderen, der ofte bruges som argument for ikke at deltage i motionsaktiviteter.
“Det hjælper ikke noget på sådan en gammel én som mig”.
“Hvad skulle det gøre godt for?”
Det var netop disse indvendinger, som fru Thomsen anvendte i det eksempel, der er beskrevet tidligere.
Indvendingerne er imidlertid modbevist i talrige undersøgelser. Det er aldrig for sent at komme i gang med fysisk aktivitet.
Den aldersbetingede nedgang i kondition og muskelstyrke er langt mere udtalt hos inaktive end hos aktive. (Se figur 2). Da mange dagligdags aktiviteter, som f.eks. trappegang eller blot det at rejse sig fra en stol, kræver samme styrke uanset alderen, vil disse svage ældre efterhånden udnytte deres fulde kapacitet blot for at rejse sig. Det betyder, at overskuddet af energi eller styrke efterhånden bliver meget begrænset, reservekapaciteten er væk. Den funktionelle kapacitet er begrænset.
Figur 2.
Hypotetisk model af reduktion i funktionel kapacitet med stigende alder i relation til fysisk aktivitets/inaktivitets niveau.
Da vægten samtidig ofte stiger, kan en inaktiv ældre hurtigt nærme sig den grænse, hvor kondition og styrke ikke står mål med kravene til en almindelig livsførelse.
Derfor vil en indsats for denne gruppe svage ældre virkelig give resultat, idet de ved simpel styrketræning igen kan gøres selvhjulpne i mange dagligdags gøremål.
Det gælder om at få de ældre, inaktive ud af den onde cirkel, hvor deres modvilje eller angst for fysisk aktivitet yderligere dekonditionerer dem.
Ofte forekommer de praktiske problemer også uoverstigelige, og det kan være svært at komme ud af den lidt ensomme men velkendte og trygge hverdag.
Den praktiserende læges opgave er at forklare sammenhængen mellem inaktivitet og den begrænsede funktionelle kapacitet, berolige og skabe kontakt til passende træningsregi.
Du bliver altså nødt til at gøre noget for mig. Jeg kan ikke holde ud at være så tyk!
- Synes du, jeg skal tabe dig? Der er altså ting, vi ikke kan klare, og det her er en af dem.
Jeg havde kendt Rikke igennem mange år – ellers tror jeg ikke, det havde været en passende replik på hendes desperate nødråb.
Men den tog brodden af desperationen og gav anledning til en konstruktiv samtale.
- Nej, selvfølgelig ved jeg godt, at det er mig selv, der skal gøre det. Det er bare så svært. De gange jeg har prøvet, har jeg jo bare taget det hele på igen med det samme.
- Ja, det er lidt ærgerligt, for du har jo formået at tabe ret meget, når du har lagt kosten om. Men der er en meget god forklaring på, hvorfor du ikke kan holde vægttabet.
Jeg gentog tidligere forklaringer om, hvorfor det er vigtigt at være fysisk aktiv, hvis man vil bibeholde et svært tilkæmpet vægttab.
- Jeg har prøvet at motionere engang. Det var hårdt, og jeg tabte mindre, end når jeg kun går på kur. - Det er jo fordi, du får flere muskler. Men på lidt længere sigt er det jo netop de muskler, der sørger for at brænde det overflødige fedt af. Skiftede du ikke lidt form, da du motionerede?
- Jo, jeg fik større lår! - Hvad med maven?
- Jeg gik et par numre ned i livvidde.
Jeg forklarede lidt om den farlige “æbleform” og sundere “pæreform” og fortalte, at der opnås betydelig sundhed ved fysisk aktivitet, selvom vægttabet måske ikke er helt så stort som ønsket.
- Er det ikke smartere at have faste lår pga. større muskler, end det er at have en blød æbleform pga. fedt på maven?
De fleste overvægtige er klar over, at de har et behov for at røre sig noget mere. Det er sjældent dér, lægen støder på modstand, når det drejer sig om at motivere en overvægtig til fysisk aktivitet. Men at acceptere motion som en løsning støder på en massiv psykisk barriere. Det er ikke rart at vise sig i sportstøj eller badedragt, hvis man er svært overvægtig. Mange har stadig skolens gymnastik-eller svømmeundervisning i erindringen. De ønsker ikke at udsætte sig for denne ubehagelige oplevelse igen.
Der er også reelle, fysiske problemer, fordi det kan være vanskeligt at dyrke nogen form for motion, hvis BMI ligger over 40.
Lægens opgave er at overbevise patienten om, at det ikke nødvendigvis behøver at være omklædningsmotion, der er nødvendig. Blot et mere aktivt liv, f.eks. i forbindelse med den daglige transport, kan være et første skridt. Når bevægelse efterhånden bliver en mere naturlig del af hverdagen, kan egentlig motion forhåbentlig komme på tale.
Der er nu ved at være mange specielle tilbud om motion til overvægtige.
Lægens første opgave er altså at hjælpe den overvægtige over den svære barriere med overhovedet at komme i gang med et fysisk aktivt liv. Måden og aktivitetens art er mindre væsentlig, blot niveauet ikke er for højt. Denne gruppe tåler ikke så mange skuffelser.
Ideelle motionsformer til overvægtige er f.eks. cykling og svømning.
Det er vigtigt at understrege, at fysisk aktivitet som middel til vægtreduktion altid skal kombineres med kostomlægning.
Det er meget få, der er i stand til at yde den motionsindsats, der skal til, hvis vægttabet udelukkende skal opnås med motion.
Motionen er derimod helt uomgængelig med henblik på at bibeholde et vægttab.
Fysisk aktivitet kan til en vis grad kompensere for overvægtens skadelige virkninger. Det betyder, at der er sundhedsfremmende effekt af motion, også selvom der ikke opnås noget særligt vægttab. Det kan være en kærkommen opmuntring for den overvægtige at kende til denne gevinst, når vægttabet er lidt skuffende.
Man må dog ikke af den grund negligere overvægt som en selvstændig risikofaktor, som der også målrettet bør sættes ind overfor.
Den praktiserende læges chance for at påvirke unge til mere fysisk aktivitet er begrænset. Dels ser vi sjældent de unge mellem 13 og 17 år, dels er det tågesnak for en 15-årig at få at vide, at det er vigtigt at motionere for ikke at få en hjerteblodprop som 60-årig. Den største mulighed i denne aldersgruppe har vi, hvis den unge har et vægtproblem. Behovet for fysisk aktivitet er indlysende, så opgaven er først og fremmest af pædagogisk- og psykologisk art. De unge, overvægtige har i endnu højere grad end voksne psykiske barrierer at overvinde i forbindelse med beslutningen om at påbegynde motion.
Et tilbud om ændring i kost- og motionsvaner skal følges af hyppige kontroller med henblik på støtte og opmuntring.
Hvis gentagne forsøg mislykkes, kan man overveje at foreslå et ophold på et julemærkehjem, hvor næsten alle børnene opnår et betydeligt vægttab gennem ændrede kost- og motionsvaner. Den kendte myte om, at de tager det hele på igen, når opholdet er slut, har vist sig at være forkert.
De unges fysiske aktivitetsniveau er først og fremmest bestemt af faktorer, der ligger uden for den praktiserende læges rækkevidde, nemlig kammeraterne og mulighederne og traditionerne i lokalområdet. Her kan lægen selvfølgelig også være en vigtig opinionsdanner, men det ligger lidt ud over det sædvanlige arbejdsområde.
Hvis lægen har kendskab til aktiviteter, der egner sig for unge, kan man lave opslag i venteværelset eller udlevere foldere til de unge, når lejlighed byder sig.
Nicolai havde efter undersøgelsen netop fået sit“god-kendt-stempel”, som langt de fleste 5 måneders børn jo heldigvis får. Han grinede af alt og strålede om kap med de stolte forældre, som nu stod og modtag mine lovprisninger af deres barn. De stod dér i al deres magt og vælde – i ordets bogstaveligste forstand. Peter var
35 år, repræsentant med mange tusinde kilometer bag rattet hvert år, røg 15 cigaretter om dagen, havde let blodtryksforhøjelse, var 186 cm og vejede 110 kg, dvs. BMI på 32 med overvægten siddende på maven. Han slog græsplænen én gang om ugen – med en selvkørende plæneklipper – men ellers fik han ikke rørt sig. “Jeg bliver sgu så forpustet, hvis jeg prøver”. Jeg vidste alle disse ting, fordi Peter flere gange havde prøvet at ændre sine vaner uden held. Karen var hjemmegående, stor og rund – mere vidste jeg ikke, fordi hun havde ingen intentioner om at ændre på noget –“jeg elsker søde sager, og det vil jeg ikke undvære”.
- Er Nicolai begyndt at få lidt mos?
- Ja, han elsker det. Han kan allerede spise fint med ske.
- Hvad gir’ du ham?
- Han er ikke så meget for kartofler eller grøntsagsmos, men han elsker jordbærmos med sukker på. Jeg tror, han er lige så glad for søde sager som mig.
- Du skal se ham i hovedet, når vi prøver at give ham et lille stykke chokolade – ja, altså kun en ganske lille bid. Han smører det ud i hele hovedet, sagde Peter og grinede.
- Har I overvejet, om det ville være en god ide at ændre jeres vaner af hensyn til Nicolai?
- .......?
Mindre børns primære incitament til at være fysisk aktive kommer fra forældre og til dels kammeraterne.
Her har den praktiserende læge en meget vigtig opgave med at identificere risikobørnene. Med vores kendskab til familierne er det ikke svært. Børn fra familier med overvægt, type 2 diabetes, hjerte-karsygdomme eller andre inaktivitetsrelaterede sygdomme har erfaringsmæssigt stor risiko for at føre forældrenes vaner videre.
Disse børn har ud over mulig overvægt ingen umiddelbare sygdomssymptomer.Det kræver derfor et stort pædagogisk arbejde med brug af megen empati og fingerspidsfornemmelse at rådgive disse forældre. De skal forstå, at deres fuldstændige raske barn er i risiko for at udvikle sygdomme senere hen, hvis ikke familiens vaner lægges om. Det kræver et indgående kendskab til familien at slippe godt fra den opgave, men den praktiserende læge er formentlig den, der har de bedste muligheder for at løse den.
I realiteten bør vi allerede, når barnet er ganske lille, forsøge at påvirke forældrene til at ændre vaner – selv når vi står med et fuldstændigt rask barn foran os. De fleste forældre vil nok også forstå budskabet, hvilket desværre ikke er ensbetydende med, at livsstilen faktisk lægges om.
På grund af forældrenes store betydning for barnets aktivitetsvaner bør vi trods trægheden fortsat forsøge at påvirke familien til at blive mere fysisk aktiv.
Det er vigtigt at påpege, at det ikke primært er skolens eller samfundets ansvar at børnene får gode motionsvaner. Dér ligger der selvfølgelig også en opgave med at stil
le faciliteter til rådighed og give mulighed for forskellige aktiviteter, men de grundlæggende vaner skal bringes med hjemmefra.
Den daglige transport er et af de vigtigste områder, hvor forældrene kan yde en indsats. Lær børnene at blive selvtransporterende så hurtigt, som det er forsvarligt. Helst på cykel eller ved at gå. Undlad i misforstået godhed at køre børnene til skole.
Her er et af de områder, hvor lokalsamfundet har et stort ansvar, nemlig at skabe sikre skoleveje for børnene.
Ligesom det er svært at lære børn at undlade at ryge, hvis man selv er ryger, er det heller ikke let at overbevise børn om motionens vigtighed, hvis man selv aldrig laver anden motion end at løbe til bilen.
Det kræver, at hele familien lægger stilen om. Man kan måske følges ad på cykel noget af vejen, eller gå med de mindste til børnehaven, inden man selv skal af sted.Alle fælles aktiviteter, der indebærer, at hele familien får rørt sig noget mere, kan bruges. Mulighederne vil selvfølgelig være meget individuelle, men udviklingen har vist, at vi bliver nødt til kreativt at tænke mere aktivitet ind i hverdagen.
Der skal også stilles krav til børneinstitutionerne og skolen om flere bevægelsesfremmende aktiviteter. Det er f.eks. en kendsgerning, at skovbørnehavebørn har et dobbelt så stort fysisk aktivitetsniveau som børn fra en almindelig børnehave.
Skoledagen bør indrettes med mulighed for at udfolde sig fysisk. Forholdene bør være så attraktive, at frikvartererne naturligt afvikles ude og ikke i klasseværelset.
Disse overvejelser om det offentliges ansvar kan evt. anspore lægen til at tage del i den lokalpolitiske debat med henblik på at påvirke udviklingen. Det må dog ikke svække den praktiserende læges indsats med at påpege forældrenes store rolle i at give børnene gode motionsvaner. Med vores kendskab til familierne vil vi have en klar fornemmelse af, hvem der er i stand til selv at leve op til dette ansvar og hvem, der kræver støtte.
-Vil du sige til fru Gulcük, at hendes blodsukker og andre blodprøver stadig ikke er gode nok. Tolken oversatte min besked.
Fru Gulcük nikkede og smilede.
Der var faktisk ikke så meget at smile af.Fru Gulcük havde type 2 diabetes, konstant forhøjet HbA1c og dyslipidæmi og var overvægtig. På trods af mange konsultationer hvor jeg havde fortalt de samme ting igen og igen.
Det var tolken, der gjorde denne konsultation til en aha-oplevelse for mig.
- Er du klar over, at fru Gulcük kommer fra den fattige kurdiske del af Tyrkiet?
- Næh, men det ændrer jo ikke behandlingen af sukkersygen, sagde jeg lidt afmålt.
Hvis man som førstegenerations-indvandrer kommer fra et fattigt bondesamfund og hos den praktiserende læge bliver opfordret til at motionere for at passe bedre på sit helbred, er der næppe noget at sige til, at budskabet ikke rigtigt trænger igennem.
For disse fattige bønder er et begreb som “ansvar for eget helbred” fuldkomment uforståeligt. Når man fejler noget, går man til lægen, og så er det lægens ansvar at behandle medicinsk eller kirurgisk, til man er rask igen. Motion i profylaktisk øjemed er endnu mere uforståeligt.
Indvandrerens dagligdag før ankomsten til Danmark har måske bestået af ti timers hårdt arbejde i marken efterfulgt af timers arbejde i hjemmet bagefter. Derfor opfattes det som et privilegium at have mulighed for at føre en passiv tilværelse, og overvægt betragtes ofte som et sundhedstegn eller statussymbol.
Det kræver en meget grundig forklaring og tålmodighed at foreslå motion som behandlingsmiddel eller profylaktisk tiltag. Det er næppe forskelligt fra forholdene herhjemme for et par generationer siden, hvor en “motionsbehandling” heller ikke ville have vundet genklang.
Men som alle andre er også indvandrergruppen meget inhomogen. Det gælder derfor ligesom hos personer med dansk baggrund om først og fremmest at finde ud af personens holdning til “ansvar for eget helbred” og forståelsen for fysisk aktivitets betydning for profylakse og behandling.
Hvis man har opnået forståelse for vigtigheden af fysisk aktivitet, melder der sig de samme problemer med at finde en passende form, som hvis patienten var med dansk baggrund.
Hos indvandrergruppen er problemet blot forstærket pga. andre traditioner. Det er få, der har lært at cykle eller svømme. Mange vil slet ikke vise sig i nogen form for sportstøj – endsige badetøj. Det kræver derfor i høj grad individuel rådgivning med brug af fantasien.Alle kan dog lære at cykle på en kondicykel, og alle kan gå en tur.
Nogle steder er der startet initiativer for at aktivere indvandrergrupperne i forskellige klubber.
Københavns Kommune har i samarbejde med Valby kortlagt de idrætsaktiviteter, som kun er for kvinder, og hvor der kun er kvindelige instruktører.
Listen kan ses på DGI, Storkøbenhavn’s hjemmeside. Adressen kan findes i listen side 43.
Gruppen af unge indvandrere er ligeledes inhomogen –dog ikke i samme omfang som de ældre. Men vi ved, at deltagelse i skolens gymnastik- og svømmeundervisning veksler meget – så også her kræver det en ekstra indsats at klarlægge, hvor den unge står i forhold til forståelsen af fysisk aktivitet som noget sundt og rart.
Vi ved, at antallet af unge med etnisk baggrund, der dyrker en eller anden form for motionsaktivitet, er mindre end den tilsvarende del af unge med dansk baggrund. Der er dog efterhånden oprettet mange idrætsklubber for etniske unge, og det er nok også de unge, der vil være lettest at få aktiveret fremover.
I forbindelse med bevægeapparat- eller ryglidelser er det erfaringsmæssigt lettest at finde forståelse for fysisk aktivitets virkning. Men det kræver stadig lang tilvænning at erstatte smertestillende medicin med “motionspillen”.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedrørende motion til voksne er identiske med retningslinjerne i både USA og EU.Anbefalingerne bygger på undersøgelser fra 1970’erne og 80’erne. Undersøgelserne viste, at fysisk aktivitet i fritiden svarende til et ekstra kalorieforbrug på mellem 2.000 og 2.500 kcal pr. uge reducerede hjertesygelighed og hjertedød.
Det kræver godt fire timers energisk motion om ugen at forbrænde denne kaloriemængde, altså godt en halv times daglig motion med ret høj intensitet.
Det svarer jo ikke helt til det “mantra”, der snart er kendt af alle i Danmark, nemlig “en halv times rolig motion daglig”.
“Du behøver ikke at svede” er også et af de kendte, beroligende råd.
Hvis man læser anbefalingerne rigtigt, vil man se, at indholdet faktisk ikke er helt så afslappende som efterhånden alment vedtaget.
Her er den rette ordlyd:
“Alle voksne bør have en halv time akkumuleret fysisk aktivitet af moderat intensitet dagligt.Hvis man allerede er oppe på dette,anbefales det,at man i tillæg til at lave moderate aktiviteter også gør noget intensivt.”
Derudover er der en tilføjelse:“To gange ugentlig må man desuden meget gerne supplere med mere intensive aktiviteter,som gerne må indeholde løb,spring og hop.”
Denne tilføjelse er nødvendig, fordi den halve time daglig med moderat intensitet ikke på ugebasis giver mere end 1500-2000 ekstra forbrændte kcal (6.300-8.400 kJ).
Problemet er, at hvis man skal have den fulde effekt af motionen med henblik på forhøjet blodtryk og/eller insulinresistens, skal man op på 2.500 kcal (10.500 kJ) ekstra pr uge. Hvis man vil bruge fysisk aktivitet som middel mod vægtstigning, skal man yde endnu mere, nemlig omkring 2800-3000 kcal (11.800-12.600 kJ) ekstra. Hvis man vil have den fulde effekt med henblik på reduktion af hjertedød og på høje LDL værdier, skal man op over 3.000 kcal (12.600 kJ) ekstra pr. uge.
Det vil med andre ord sige, at hvis man vil opnå den fulde effekt, skal der til den “halve time pr. dag” yderligere lægges 30-60 minutters træning ved hård intensitet eller 60-120 minutter ved moderat til hård intensitet ekstra pr. uge.
Det er også væsentligt at være opmærksom på, at den halve time om dagen er udover, hvad de almindelige daglige sysler hjemme og på arbejdet giver.
Det er altså ikke nok at sige “jeg bevæger mig alligevel rundt en halv time på kontoret hver dag, så jeg er på den sikre side”.
Det er selvfølgeligt vanskeligt at fastsætte generelle regler, fordi aktivitetsniveauerne er så forskellige. Men som et resultat af,at anbefalingerne faktisk er underkalkulerede, er det vigtigt, at også den i forvejen “lidt aktive” person yder mere. Der er ingen fare for overtræning på den baggrund!
Motionen kan være akkumuleret. Det er nyt i forhold til tidligere tiders rådgivning. Det betyder, at man kan sammenstykke sin daglige, halve times motion af f.eks. 3 gange 10 minutter. Det gør det jo noget nemmere at indarbejde i hverdagen.
Endelig skal aktiviteten helst foregå hver dag. Det skyldes, at effekten på blodlipiderne er meget kortvarig, fra timer til få dage.
Hvorfor nøjes man med at anbefale dette minimums aktivitetsniveau?
Det skyldes, at det ville være umuligt at motivere de mest inaktive til at dyrke 1 times moderat til hård motion hver dag. Det er vanskeligt nok med den nuværende halve time.
Vi ved også, at den største effekt opnås ved at ændre status fra “inaktiv” til “let eller moderat aktiv”. Det ville derfor være uklogt at skræmme den mest inaktive del af befolkningen væk, når det netop er her, de største forbedringer kan opnås.
Endelig er intentionen med de officielle anbefalinger jo også , at de helt inaktive skal have en chance for at “komme med på toget”. Det ideelle forløb er, at en inaktiv i starten blot langsomt arbejder sig op til den halve time om dagen ved moderat intensitet. Derefter skulle det gerne falde naturligt at forsøge at nå et højere niveau, enten ved at øge intensiteten eller ved at øge varigheden af aktiviteterne.
Det er derfor vigtigt, at vi helhjertet støtter Sundhedsstyrelsens kampagne, som har fået så stor opmærksomhed og allerede har fået mange til at leve et mere fysisk aktivt liv – også selvom vi ved, at “en halv time daglig” nok er lidt i underkanten.
Enhver aktivitet er bedre end ingen aktivitet. Jo mere man yder, jo større risikoreduktion opnår man.
Hvor stor en indsats, der så er nødvendig, er op til den enkelte og afhængig af vedkommendes helbredstilstand.
Det er sådanne forhold, vi hele tiden skal være opmærksomme på, når vi skal udskrive “motion på recept”, hvad enten det drejer som om profylakse eller behandling.
Når vi i konsultationen overvejer at anbefale fysisk aktivitet til en patient, vil den første visitation afgøre, om:
Denne afgørelse afhænger både af forhold hos lægen og hos patienten. Se iøvrigt flowchart side 53.
Hvordan er lægens interesse for og fortrolighed med genoptræning, de forskellige træningstyper og -muligheder, der er i forbindelse med netop den sygdom, patienten har?
Patientens samlede sygdomsbillede kan være så komplekst, at det kræver større ekspertise og flere faggrupper, end almen praksis kan tilbyde. Der kan være tale om et specifikt genoptræningsproblem, måske efter en operation eller en skade. I disse tilfælde vil den naturlige samarbejdspartner være den lokale fysioterapeut eller et rheumatologisk ambulatorium.Ved enkle træningsopgaver evt. et velrenommeret træningscenter.
Almen praksis skulle imidlertid efterhånden gerne blive i stand til selv at “udskrive motion på recept” til både primær, sekundær og tertiær profylakse.
Mange af de sygdomme, hvor genoptræningen efter det akutte forløb naturligt kræver sygehusbehandling i en kortere eller længere periode, vil uden problemer kunne overtages til fortsat træning i almen praksis. Det gælder f.eks.AMI- og KOL-patienter.
Hvad enten det drejer sig om primær profylakse eller behandling, er der mange ting, som den praktiserende læge skal tage hensyn til, før man kan komme frem til et motionstilbud, der passer til netop denne patients behov og evner.
For det første kan man stå over for en patient, der aldrig har interesseret sig for fysisk aktivitet, aldrig har deltaget i andet end tvangsskolegymnastik og ikke kunne drømme om at tage et par sportsshorts på.
Her vil opgaven være at påpege de muligheder, der er for at opnå resultater uden at skulle anstrenge sig voldsomt.
I den situation vil man kunne gøre brug af de forslag, der er foreslået i listen “Mere fysisk aktivitet i hverdagen” på side 36.
Hvis patienten er interesseret i at komme i gang med at motionere, gælder det om at finde ud af, i hvilken retning interessen går. Er det ekstra aktivitet i hverdagen eller egentlig motion/sport, der er aktuel. Har patienten sportserfaringer med sig fra tidligere? Er der noget, patienten har lyst til at prøve, og er der mulighed for det?
Der kan desværre godt være diskrepans mellem det, patienten kunne tænke sig, og så det patientens helbred kan klare. Det hjælper ikke, at prøve at genoptage sin gamle sport, redskabsgymnastik, hvis man f.eks. er opereret med en hoftealloplastik.
Det modsatte kan imidlertid også være tilfældet, nemlig at man må overbevise f.eks. en tidligere AMI patient om, at det faktisk er mere farligt at “tage den med ro af hensyn til hjertet” ved blot at gå en stille tur en halv time om dagen, end det er at være mere aktiv, måske med en rask cykeltur – og at det ikke er farligt, at pulsen stiger.
Forskellige fysiske begrænsninger og operationsfølger kan altså have indflydelse på, hvilke fysiske aktiviteter der er mulige. Medicinske præparater kan også give anledning til forholdsregler eller begrænsninger, f.eks. insulin og betablokkere.
Træningsformen og individuelle hensyn
Overvægt giver også tit problemer med at finde en passende aktivitet. Der er imidlertid et stort antal aktiviteter, som de fleste overvægtige vil kunne deltage i. Hvis først den psykologiske barriere er overvundet, er det største problem løst.
Der vil selvfølgelig være motionsformer, som en svær overvægtig ikke kan deltage i. Det drejer sig mest om discipliner, der kræver hurtighed, stor smidighed eller springkraft, eller hvor pladsforholdene sætter en grænse, som f.eks. kajakroning.
Næsten alle vil kunne finde en form for motion,der vil have sundhedsfremmende effekt,og som forhåbentlig også er til umiddelbar glæde for patienten. Der må godt være træningsømhed dagen efter,men den skal gå væk igen i løbet af et par dage og må altså ikke hæmme den almindelige funktion nævneværdigt i længre tid.Hvis smerterne er så udtalte,at det kræver lang opvarmning for overhovedet at kunne komme i gang igen,skal intensiteten sættes ned og/eller restitutionsperioden forlænges.
De fleste vil dog kunne deltage i gymnastik, cykling, svømning, aerobic og mange former for boldspil, blot niveauet er passende, evt. på hold oprettet netop for overvægtige.
Det er først, når overvægten bevæger sig op i niveauet “ekstrem overvægt” med BMI over 40, at det for alvor kan blive et problem at aktivere patienten. Belastningen på led, muskler og kredsløb sætter hurtigt grænsen.
Træningens niveau
Hvis den passende motionsform er fundet, er det niveauet og progressionstempoet, der skal fastlægges.
Et typisk forløb er en tidligere sportsaktiv mand på 35 år, som nu, efter børnene er blevet så store, at de ikke kræver samme opvartning mere, beslutter sig for at genoptage “løbekarrieren”. Han har som 18-25-årig været på et atletikhold, hvor han foretrak de lange løbedistancer. Han begynder at løbe og forsøger at nå i nærheden af fordums præstationer i løbet af én måned. Han ender typisk med at få achillessenetendinit eller “løberknæ”. Han er ikke klar over, at hans restitutionstid mellem træningspassene er meget længere, end da han var 20 år.
Al træning foregår ved, at aktiviteten “ødelægger” strukturerne lidt for derved at give stimuli til forstærket genopbygning (= større styrke). Denne genopbygning sker meget hurtigere hos den unge, som i dette tilfælde også i forvejen har et højere dagligt aktivitetsniveau end den nu mere stillesiddende 35-årige mand.
Progressionstempo
Der er en anden vigtig ting at være opmærksom på. Muskelstyrken kan – også hos den 35-årige – forholdsvis hurtigt trænes op. Der behøver ikke gå længere end 8-12 uger, før musklerne er veltrænede. På det tidspunkt er sener, ledbånd og brusk knapt blevet “klar over”, at der nu efter mange års passivitet pludselig er bud efter dem med krav om øget træk- og trykstyrke. Resultatet er de førnævnte tendinitter på muskelseneovergangene, på seneknoglefæsterne og synovitter med ansamling.
Disse “langsomme” væv er 6-9 måneder om at nå fuld styrke til at modstå de øgede belastningskrav. Derfor er det vigtigt at sige til personen, at selvom han kan mærke fuld muskelstyrke efter forholdsvis kort tid, må han ikke udnytte den fuldt ud før efter yderligere et antal måneder.
Denne sidste formaning er nok mere spekulativ end realistisk – det er yderst få, der kan holde igen så længe. Derfor må man nok nøjes med at koncentrere energien om blot at få de første tre måneder til at forløbe med en rolig progression.
Det er meget vigtigt, at lægen gør patienten opmærksom på dette desværre uundgåelige tab af ungdoms styrke.
Der er nu ikke grund til den store ærgrelse, idet det faktisk er muligt at nå et meget højt niveau igen, blot man er meget tålmodig og bygger formen op over lang tid, altså typisk over 3-6 måneder. Men det kan erfaringsmæssigt være svært at være så tålmodig, når man nu har taget beslutningen om at nå fordums tinder.
Find et realistisk niveau og progressionstempo, som hverken er kedeligt eller modsat giver skuffelser, fordi ambitionerne er for høje.
For at shunte så meget blod over til musklerne som muligt er det vigtigt, at opvarmningen foregår ved brug af de store muskelgrupper.
Når man skal planlægge et træningsprogram, er det nødvendigt at kende til de forskellige træningsformer.
I det efterfølgende er der en gennemgang af:
Træningsformerne er behandlet mere indgående i FA.
I hvile er det kun 10-15% af blodvolumen, der går til musklerne. Under hårdt muskelarbejde modtager muskulaturen derimod 70-75% af hjertets minutvolumen.
Hvileminutvolumenet på 5-6 liter er samtidig forøget med en faktor 3-5, alt efter hvor hårdt arbejdet er. Opvarmningen har til formål at bane vejen for denne øgede blodtilstrømning gennem åbning af de små arterier, der leder blodet til musklernes kapillærer.
Efterhånden som musklerne kommer i gang, stiger legemstemperaturen. Det faciliterer de kemiske processer, der er nødvendige for den kommende præstation og forbedrer koordinationen, altså samarbejdet mellem nerver og muskler.
Opvarmningen må godt gå fra generel muskelaktivitet over mod mere aktivitetsspecifikke bevægelser, f.eks. skal håndboldspilleren koncentrere sig om skulderens muskler og led til slut i opvarmningen.
Opvarmningen afsluttes evt. med udspændning af relevante muskelgrupper, som derved har været i yderstillingen under kontrollerede former, inden de under motionsudøvelsen måske pludselig skal strækkes maksimalt.
Opvarmningen har til formål at undgå skader ved både fysisk og psykisk at forberede kroppen på den kommende aktivitet. 10 minutters opvarmningstid er tilstrækkeligt, og aktiviteten skal starte senest 10 minutter efter opvarmningens afslutning.
Det er denne form for træning, der bruges, når man godt vil i “bedre form” og have et “bedre kondital”. Konditionstræning er den mest anvendte form for træning.
Løb, cykling, svømning, boldspil, motionsgymnastik, tennis og badminton er alle eksempler, som kan bruges til at få bedre kondition.
Når konditionen øges, er kroppen i stand til at optage mere ilt end før træningen. Den begrænsende faktor er hjertets minutvolumen. For at øge det, skal man træne med store muskelgrupper, således at hjertet bliver belastet med et stort blodvolumen.
Foruden øget pumpefunktion, øges blodvolumen, musklernes kapillærantal og mængden af mitochondrielle, oxidative enzymer, således at muskelcellens sukker- og fedtstofskifte forbedres. Dvs. ved øget kondition øges også den metaboliske fitness, se side 10, mens det modsatte ikke nødvendigvis er tilfældet.
Det kræver nemlig en vis belastning at påvirke hjertets minutvolumen og dermed konditallet. Det er ikke nok at slentre i en halv times tid dagligt. Det vil give metabolisk fitness, men ikke bedre kondition. En sådan let belastning er karakteriseret ved, at man uden problemer kan føre en samtale undervejs.
For at påvirke konditionen skal man helst op på en belastning, der påvirker åndedrættet. Man skal blive forpustet og kun lige netop kunne sige enkelte ord eller korte sætninger.Man kan kalde det:motionere til “snakkegrænsen”.
På dette niveau opnår man en effekt på konditionen og en meget lille risiko for overbelastning. Det gælder også for hjertepatienter, som dog aldrig må ignorere en opstået hjertesmerte. Den skal IKKE blot “ arbejdes væk”.
Den fulde effekt af konditionstræning får man ved yderligere et par gange om ugen at motionere i en times tid, periodevis i nærheden af maksimalniveauet.
Ved styrketræning vedligeholder eller øger man musklernes styrke, dvs. deres evne til kraftudfoldelse. Foruden øget muskelkraft bevirker træningen også styrkelse af sener, ledbånd og knogler og øger også samspillet mellem muskler og nervesystem.
Princippet ved styrketræning er at udsætte musklerne for en belastning, der er i nærheden af deres maksimale styrke. Derved gives stimuli til yderligere muskelopbygning, således at musklen næste gang er i stand til at klare yderligere belastning.
Hvis styrketræningen udføres med specialudstyr, f.eks. i et træningscenter eller hos en fysioterapeut, er man i stand til at dosere belastningen meget præcist.
Man anvender betegnelsen “Repetition Maximum” (RM). Én RM er den vægtbelastning, man netop kan løfte én gang. Tre RM er den vægt, der netop kan løftes 3 gange osv.
Det vil sige, at én RM er en større belastning end tre RM.
Den største styrkeudvikling opnås, når belastningen er så høj, at der kun kan udføres ganske få gentagelser.
Man anvender dog sjældent den fulde belastning, men derimod ofte f.eks. 10 gentagelser med en belastning på 15 RM. Det betyder, at man 10 gange løfter en vægt, man i alt ville kunne have løftet 15 gange.
Man kan dog også godt udføre styrketræning blot vha. belastningen fra ens egen kropsvægt. Havearbejde og forskellige håndværk vil også tit have muskelstyrkende elementer i sig. Det gælder dog for disse former for styrketræning, at de er vanskelige at dosere.
Men over for patienten, der absolut ikke vil i et træningscenter, kan det være en ide at påpege, at armbøjninger, mavebøjninger, kropshævninger, elastik- og håndvægtstræning bestemt også kan anvendes.
Specielt for utrænede er det vigtigt at starte med lave belastninger og flere gentagelser. Dette gælder i særdeleshed for patienter med muskel- eller ledproblemer, som i modsat fald vil have stor risiko for overbelastning
Motion-online
På den meget anbefalelsesværdige hjemmeside, www.motion-online.dk, findes et simpelt styrketræningsprogram. Det udmærker sig ved at være ekstremt enkelt og kompakt, samtidig med at det giver styrketræning til næsten alle muskelgrupper. Det eneste udstyr, der kræves, er et par håndvægte eller lignende, der kan øge belastningen. Se figur 3a (side 28).
Styrkeøvelsen begynder i hugsiddende stilling med vægtene i hænderne. Man rejser sig nu op, flekterer i albuerne og strækker derefter armene lodret op. I denne stilling stiller man sig derefter på tæer. Bevægelsesforløbet gøres nu i omvendt rækkefølge, således at man ender i hugsiddende stilling igen. Når man i løbet af 1-2 måneder har styrke til det, kan man fortsætte 2 gange om ugen med f.eks. 3 x12 gentagelser, husk pause mellem hver serie. Som supplement til denne øvelse bør man også træne bugmusklerne. Det gøres ved at lægge sig på ryggen og simpelthen lave mavebøjninger i 3 serier, så mange i hver serie som muligt. Se figur 3b (side 28).
Som ved al anden styrketræning gælder det om at starte med lav belastning, indtil man dels lærer teknikken ordentligt, dels opnår større styrke.
For at opnå det bedste resultat uden belastningsskader, skal man huske på, at rækkefølgen er: Kvalitet i øvelsen før kvantitet.
Dette meget simple styrketræningsprogram kan anvendes til alle raske personer uden specielle træningsbehov. Hvis der derimod er et specifik genoptræningsbehov efter længere tids sygdom, operationer eller skader, eller der er tale om generelt svækkede, syge personer, skal der mere kyndig vejledning til.
Styrketræning til alle disse særlige grupper bør henvises til fysioterapeuter eller velkvalificerede træningsinstruktører.
Koordinationen af vores bevægelser sker i et tæt samarbejde mellem vore sanser – herunder proprioceptorerne – og musklerne. Det kræver et velfungerende samarbejde mellem hele nervesystemet og musklerne. For at et bevægemønster skal foregå hensigtsmæssigt og flydende, kræver det en nøje styring af den rækkefølge, i hvilken de forskellige muskler skal aktiveres. Hele den kæde af processer, der skaber den flydende bevægelse,
skal være velfungerende, før det lykkes. Det betyder, at både syn, hørelse og balance skal være i orden, men også de enkelte led og muskler skal have god funktionsevne, for at koordinationen af bevægelsen skal lykkes. Koordination er altså en overordentlig sammensat egenskab, og derfor er der også vide muligheder for at træne den, idet al motion og bevægelse kræver koordination. I den henseende er der stor lighed med balancetræning.
Balancen er også afhængig af et intakt sanseapparat og samtidig tæt forbundet til koordinationsevnen. For at kunne holde balancen indgår sanseindtryk fra fodsålens følesans, proprioceptorer i muskler/sener, vestibularapparatet og synet.Altså igen en meget sammensat funktion og dermed også medvirkende til nærmest al form for bevægelse og træning.
Både balance og koordination kan trænes uanset udgangspunkt og alder.
Balancen trænes vha. simple øvelser med stigende sværhedsgrad, f.eks. fra bredstående stilling til étbensstand med lukkede øjne.Træningen af balancen kan foretages i mange situationer i hverdagen. Man kan f.eks. træne i at stå på ét ben, når man står ved køkkenbordet eller andre steder, hvor man har mulighed for støtte om nødvendigt. Der er omtalt balanceøvelser i afsnittet om monitorering/opfølgning, se side 33.
Koordination trænes ved alle former for bevægelse, men hvis man tillige vil træne den meget vigtige reaktionsevne, kan man med fordel vælge forskellige former for boldspil. For at kunne kaste eller gribe en bold samtidig med at man er i bevægelse, kræves både balance, koordination og reaktionsevne.
Cirkeltræning er et træningsprincip, som kan kombinere konditionstræning med styrketræning. Princippet er, at man arbejder med enkelte øvelser og dermed få muskelgrupper ved en høj intensitet, men i kort tid. Efter f.eks. 30 sekunders træning, holdes der 15 sekunders pause, hvorefter man igen træner i 30 sekunder men med en anden øvelse og dermed anden muskelgruppe.Ved at skifte på denne måde mellem f.eks. 5 forskellige øvelser opnår man at styrke mange muskelgrupper, samtidig med at kredsløbspåvirkningen er så høj, at der også er en effekt på konditionen. Det gælder blot om, at pauserne ikke bliver alt for lange, idet pulsen ikke må falde ned i hvileniveau igen. Fordelen ved denne træningstype er, at muskeltrætheden fordeles mellem forskellige muskler, samtidig med at den konditionsgivende kredsløbspåvirkning opretholdes.
Pausens varighed kan med fordel være det halve af arbejdsperioden. Man kan veksle mellem øvelser, der giver styrke, som f.eks. armstrækninger og konditionsgivende aktivitet som f.eks. løb.
Udspænding før og efter motionsaktiviteter er et meget omdiskuteret emne, som man nok skal prøve at finde sin egen holdning til. Med andre ord, hvis man især efter aktiviteten har det godt med at strække musklerne, skal man selvfølgelig fortsætte med det.Andre foretrækker at “varme/træne ned”, dvs. jogge lidt rundt i langsomt tempo, mens man både fysisk og psykisk indstiller sig på, at aktiviteten er overstået.
Der er derimod enighed om, at det er en god ide at indlægge lette strækøvelser i opvarmningsprogrammet, inden man starter på motionsaktiviteterne. Det betyder, at når det “går løs”, og musklen pludselig strækkes til sit yderste, har den allerede været i yderstilingen, men under kontrollerede former.
Strækøvelserne har altså ikke til formål at øge det eksisterende bevægeudslag. Derfor skal man blot kunne mærke en stramhed i musklen og holde den i 10-20 sekunder for ikke at overstrække musklen.
Egentlig udspænding med henblik på at forøge bevægeligheden af for stramme muskler kræver instruktion og langt større indsats.
Der er til Motionsmanualen udarbejdet et skema (se Motionsrecepten side 30), som sætter lægen og patienten i stand til at fastlægge et generelt program med fysisk aktivitet.
Programmet kan bruges både til profylakse og til behandling.
Til raske personer bruges udelukkende dette skema.
Når det drejer sig om en rask person, er det lægens opgave at hjælpe med til at fastlægge det rette niveau for de fysiske udfoldelser. Hvis der er tale om en tidligere inaktiv person, som nu vil i gang, skal man altså tilrettelægge et program, som indebærer en ugentlig ekstra kalorieforbrænding på 1500-2000 kcal. Det svarer til de officielle anbefalinger.
Efterhånden kan der så “skrues op” for ambitionerne og antal forbrændte kcal, når konditionen og styrken er til det. Det kan typisk ske i løbet af 2-3 måneder.
Forbrændte kalorier måler indsatsen
Det er overordentligt vigtigt at forklare personen, at udregningen af den ekstra kalorieforbrænding ikke primært bruges til at planlægge et vægttab.
Kalorier i denne sammenhæng har en lidt anden betydning end sædvanligt.Antallet af forbrændte kalorier pr. uge bruges til at måle hvor stor en indsats, man har ydet for at forbedre sundheden. Det er selvfølgelig ikke kalorieforbrændingen i sig selv, der bevirker den øgede sundhed. Motionens virkning formidles gennem påvirkning af stofskiftehormonerne, som i denne sammenhæng primært er insulin og adrenalin.
Det ideelle program skal helst indeholde lidt fra alle træningstyperne.De fleste motionister dyrker udelukkende konditionstræning,så det ville være ønskeligt,at flere fik styrkemomenter ind nogle gange i løbet af ugen.
Det er efterhånden blevet klart,at for nogle grupper er styrketræning helt vital.Det gælder næsten alle,der er under genoptræning efter operation eller længerevarende sygdom,og så gælder det hele gruppen af ældre.
Styrketræning kan hos de ældre f.eks.betyde forskellen mellem selv at kunne rejse sig fra en stol og at have behov for hjælp.
Mængden af forbrændte kalorier hænger selvfølgelig også sammen med vægtreduktion, men det er kun relevant at beskæftige sig med, hvis der er tale om et vægtproblem.
Borgs skala
Ved tilrettelæggelse af et program er det som nævnt ikke kun antallet af kalorier, der skal tages hensyn til. Der kan være visse restriktioner til træningstype og -intensitet, der skal overholdes.
Træningsintensiteten efter et AMI skal f.eks. stige langsomt.Til at afgøre en belastnings sværhedsgrad benyttes Borgs skala for oplevet anstrengelse. (Se figur 4a). Den går fra 6, som er total hvile til 20, som er maksimal anstrengelse. BORG har også udviklet en skala, der kan anvendes, når man vil angive en lokal smerte eller udmattelsesgrad, f.eks. smerter i benene hos en claudi-catiopatient. (Se figur 4b). Den lokale Borg skala går fra 0, som er ingen smerte til 10, som er maksimal smerte. Begge skalaer er beskrevet mere detaljeret i FA.
Hvordan udfyldes Motionsrecepten?
Motionsrecepten findes både i en papirudgave, og i en netudgave, der kan downloades fra hjemmesiden www.plo.dk og udprintes til patienten Papirudgaven af Motionsrecepten er gengivet på side 30, hvorfra lægen frit kan kopiere den til patienten. I denne udgave er valgt nogle få, hyppigt udførte aktiviteter.Aktivitetsniveauet er opdelt i tre grupper, let, middel og høj. Ud for hver aktivitet er angivet kalorieforbruget i henholdsvis 10 og 30 minutter.
Ud for den relevante aktivitet noteres det antal minutter, personen i løbet af en uge vil udføre den pågældende aktivitet. Herefter foretages en manuel udregning af kalorieforbruget.
F.eks. vil en halv times rolig gang 2 x ugentligt noteres som :
Figur 4a og 4b. Borgs skala
Skala for numerisk vurdering af oplevet anstrengelse og smerte.
Gang, rolig: 60 minutter
i kolonnen “Planlagt tid”, og udregningen foretages ved, at man anvender kalorieforbruget for 30 minutter:
2 x 90 kcal = 180 kcal
Det beregnede kalorieforbrug på 180 kcal noteres i kolonnen “Planlagt energiforbrug”.
På denne måde kan man sammensætte aktiviteterne, således at det ønskede ekstra kalorieforbrug opnås.
På netudgaven af Motionsrecepten er der en lang række aktiviteter i hver gruppe. Netudgaven vil selv udregne og sammentælle kalorieforbruget pr. uge, når det planlagte antal minutter er noteret.
I kolonnen “Udført” kan personen notere i ugens løb og kontrollere, om det faktiske aktivitetsniveau svarer til det planlagte.
De angivne antal kalorier i skemaet er selvfølgelig et kompromis, som tilgodeser mange forskellige variable. Først og fremmest spiller personens vægt ind. Det er klart, at en 90 kg tung mand forbrænder flere kalorier end en kvinde på 52 kg.
Værdierne i skemaet er angivet for en mand på 75 kg. Vægten er ikke taget med som en variabel, fordi de undersøgelser, der ligger til grund for anbefalingerne, ikke har set på vægtfordelingen.
De forhold, hvorunder den pågældende aktivitet udføres, svinger også meget.Tænk på en cykeltur i henholdsvis med- og modvind. Energiforbruget vil være flere gange øget i modvind.“Blandet havearbejde” kan selvfølgelig også udføres på mange niveauer. Disse forhold må man have med i tankerne, når man udfylder skemaet. Der vil altid være en variationsmulighed på 10-20%.
Eksempel på Motionsrecepten Fru Hansen er 55 år, bor i lejlighed, moderat overvægtig, men ellers uden sygdomme. Hun har job på et kontor 4 timer om dagen, og hun kører med bussen 5 km hver vej. Sammen med manden går hun til folkedans på den lokale skole én gang om ugen, 1,5 time hver gang.
De kører i bil derhen, ca. 1,5 km hver vej. Hun ønsker at leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om daglig motion.
Fru Hansen og lægen bliver enige om følgende ændringer i hendes livsstil:
I stedet for at tage bussen, cykler hun frem og tilbage til arbejde, i alt 10 gange 5 km på én uge. Fru Hansen er jo utrænet, og der er lidt bakker, så vi regner med at hun bruger ca. 30 minutter til distancen. I skemaet noteres under MIDDELNIVEAU, Cykling, rolig : 300 minutter, svarende til 10 x 30 minutters cykeltur. Derefter beregnes antal kalorier vha. værdien for “Energiforbrug per 30 min”: 10 x 180 kcal = 1800 kcal. Dette tal føres ud i kolonnen “Planlagt energiforbrug per uge”.
Hun går til folkedans i fritiden i 1,5 time om ugen. Det indføres i skemaet under MIDDELNIVEAU, Dans, sports-/folke-: 90 minutter. Kalorieberegningen: 3 x 180 kcal = 540 kcal, som også føres ud under ”Planlagt”.
Endelig beslutter hun sig for at overtale manden til at gå frem og tilbage til dansen.
Det giver yderligere et kalorietilskud, idet de bruger ca. en halv time hver vej. Det indføres i skemaet under LETNIVEAU, Gang, rolig: 60 minutter. Det svarer til 2 x 90 kcal = 180 kcal. Når dette tal føres ud til højre, og de alle lægges sammen forneden, bliver det til et fritids-kaloriefor-brug på 2520 kcal om ugen, hvoraf de 1980 kcal skyldes ændringer i fritidsvanerne (cykling og gang).
Hun lever på denne måde fint op til Sundhedsstyrelsensanbefalinger.
Men hun vil alligevel langsomt tage på i vægt, hvis ikke hun samtidig ændrer kostvaner. Det er nødvendigt med et fritids-kalorieforbrug på knap 3000 kcal om ugen, hvis man blot skal holde den aldersbetingede, langsomme vægtstigning i ave.
Når fru Hansen forhåbentlig er blevet glad for sin nye livsstil og kommer til lægen efter nogle måneder, vil det være naturligt at spørge, om hun kunne være interesseret i yderligere at forbedre sin sundhedsprofil ved at øge aktiviteten en smule mere. Hvis hun f.eks. kunne lokke manden med på en gåtur lørdag og søndag, blot en halv time begge dage i et noget raskere tempo end deres gåtur til skolen, ville det give 2 x 180 kcal (svarende til 60 minutters rask gang), altså i alt 360 kcal yderligere, jvf skemaet, MIDDELNIVEAU, Gang, rask.
Nu mangler der kun 120 kcal for at være oppe på de 3000 kcal. Det kunne f.eks. klares med blot 30 minutters bowling om ugen med en lille ekstra gevinst, hvis hun også cyklede derhen, jvf. skemaet, LETNIVEAU, Bowling.
Det vil betyde, at fru Hansens fritids-kalorieforbrug er af en sådan størrelsesorden, at man ved uændret kost kan love hende stationær vægt. Den fysisk aktivitet vil også give bedre appetitregulering. Det er årsagen til, at folk, der begynder at motionere meget lettere forbedrer kostvaner. Så nu er der ikke langt til, at fru Hansen også kan se frem til en vægtreduktion.
Hvis fru Hansen hver dag udfylder kolonnen “Udført” med det antal kcal, det reelt er blevet til i løbet af dagen,
kan hun selv kontrollere, om hun lever op til ambitionerne. Det kan også være en hjælp for lægen at se ugeskemaerne, hvis der skal yderligere rådgivning til.
Hvis patienten har en sygdom inden for de 5 sygdomsgrupper, bruges Motionsrecepten som udgangspunkt. Patientens sygdom kan imidlertid betinge nogle begrænsninger eller korrektioner.
Disse ændringer er opført på skemaerne med Specialprogrammer. Der er 5 Specialprogrammer, svarende til de 5 sygdomsgrupper, nævnt i kapitel 1.
Et program til en type 2 diabetes patient vil altså blive sammensat ud fra Motionsrecepten, suppleret og korrigeret med fra Specialprogram 1,Metaboliske sygdomme.
Skemaer til specialprogrammerne for de 5 sygdomsgrupper findes side 49ff samt på netudgaven.
Disse anbefalinger har dog deres begrænsninger. Der foreligger ganske vist dokumentation for, at fysisk aktivitet har en gavnlig effekt på mange faktorer hos de fleste patienter. Det fremgår også klart af FA. Der er dog fortsat en række uafklarede spørgsmål, som får betydning for rekommandationerne i den daglige, kliniske praksis. Bland de vigtigste af spørgsmålene kan nævnes:
Motionsmanualens rekommandationer, som i vid udstrækning følger FA‘s, er derfor kun et udtryk for den aktuelle noget mangelfulde viden. Når de uafklarede spørgsmål efterhånden bliver belyst, vil rekommandationerne blive mere nuancerede og fyldestgørende.
Eksempel på specialprogram
Hvis vi igen ser på fru Hansen fra eksemplet på side 31, kan vi se på, hvorledes skemaerne kan bruges, hvis hun har fået artrose i et hofteled.
Det første program, der er lagt før fru Hansen udviklede artrose, er baseret på Motionsrecepten.
Hendes træning består hovedsageligt af konditions-givende aktiviteter med enkelte momenter, der er styrke-givende.
Ved at se i Specialprogrammet for sygdomsgruppe 3, “Bevægeapparat sygdomme”, som artrose hører til, kan man se, at der under “konditionstræning” ikke er anført noget. Det vil sige, at hun kan fortsætte med sine nuværende konditionsgivende aktiviteter. Punktet “Forsigtighed/ kontraindikationer” viser dog, at hun skal være opmærksom på, at hendes folkedans muligvis kan give “ledbelastning med aksial kompression og vrid”. Det vil kunne give “tiltagende ledsmerter efter træning” og kunne medføre behov for pause og måske ændring af belastningsmønsteret fremover.
Under punktet “Styrketræning” fremgår imidlertid, at det er den primære træningsform for artrosepatienter. Derfor skal fru Hansen have omlagt eller suppleret sit program med styrkegivende aktiviteter.
Både for lægen og for patienten vil der være behov for at kunne følge effekten af den fysiske aktivitet, hvad enten det drejer sig om type 2 diabetes eller behandling af et fysisk funktionstab. For personer, der er raske, vil monitoreringsbehovet ofte være mindre vigtigt for lægen, og de fleste vil nok overlade det til motionisten selv.
Raske personer, der dyrker motion og ønsker at kunne monitorere kondition eller styrke, vil ofte være tilknyttet idrætsklubber eller træningscentre, og der vil naturligt være trænere dér, som kan være behjælpelige f.eks. med konditionsmåling.
Motionister, der træner målrettet, vil sjældent have behov for vejledning af lægen i denne sammenhæng. De er fuldt ud orienterede om pulsure, maksimal iltoptagelse og diverse test.
Skulle der imidlertid være behov for vejledning med henblik på en simpel konditionstest, kan Coopers test anbefales.Trods forskellige begrænsninger er den anvendelig, og den er let at udføre uden udstyr. Det kræver et sted, hvor man kan løbe i 12 minutter, helst en bane af 2-400 meters længde.
Den bygger på, at der er en sammenhæng mellem den strækning, man kan løbe, og den maksimale iltoptagelse.
Man kan selv udregne sit kondital. Løb så langt du kan presse dig til på 12 minutter, og mål den tilbagelagte distance. Indsæt derefter distancen i meter i nedenstående formel:
8,05 + 0,0159 x distancen = dit kondital
En anden mulighed er at klikke ind på hjemmesiden www.motion-online.dk. Her kan man indtaste sin vægt og den tilbagelagte strækning, hvorefter iltoptagelsen og konditallet beregnes automatisk.
Monitorering af effekten af motion bliver meget relevant for lægen, når vi ser på hele rækken af metaboliske sygdomme, eller når der er tale om en genoptræning.
Lægen kan tit få værdifulde oplysninger ved at aftale ganske enkle monitoreringsmetoder med patienten. Lad patienten tage tid på den daglige tur til indkøbscentret. Hvor mange trapper kan klares uden pause? Hvor tunge byrder kan løftes i hverdagen? Hvor lang er gangdistancen
De ældres generelle fysiske formåen falder med alderen, og det er derfor meget vigtig at følge deres funktionsniveau,fordi selv små forringelser kan være med til at immobilisere og hindre det sædvanlige sociale liv,ofte med ensomhed til følge.
uden pause? Der er talrige andre muligheder. Lad patienten skrive resultaterne ned og hold så øje med ændringer, som kan være tegn på begyndende sygdom og/eller nedsat fysisk aktivitet.
Som nævnt i starten af dette kapitel er det meget vigtigt at holde øje med de ældres funktionsniveau. Det kan være en lang og besværlig proces at komme tilbage til en tilstand, hvor man er selvhjulpen, hvis man først har mistet muskelstyrke, balanceevnen og muligheden for at bibeholde sine sociale kontakter. Ensomheden bliver ofte i sig selv til en barriere, som afholder den ældre fra at genoptage sit sociale liv.
Der er flere simple funktionstest, som kan udføres i klinikken uden ret mange hjælpemidler.
REJSESÆTTESIG-testen
Se figur 5.
Formålet med testen er at vurdere styrken i underkroppen.
Stolen placeres op ad væggen, så den ikke flytter sig.
Figur 5
REJSE SÆTTE SIG-testen.
Deltageren sidder midt på stolen med strakt ryg, fødderne fladt på gulvet og holder armene mod brystet, krydsede ved håndleddene.
På kommandoen “start” begynder tidtagningen til 30 sekunder, og deltageren rejser sig til fuldt oprejst stilling og sætter sig ned igen, så mange gange det er muligt i de 30 sekunder. Deltageren må ikke gøre det hurtigere, end at han stadig føler sig sikker.
Vær opmærksom på balanceproblemer. Stop ved smerter.
Antallet af “oprejsninger” sammenlignes med referenceværdierne, se skemaet herover, og bruges til at monitorere personens egen udvikling. Altså om deltagerens præstation er faldende.
Figur 6
GÅ FREM OG TILBAGE-testen.
GÅ FREM OG TILBAGE-testen.
Se figur 6.
Formålet med testen er at vurdere adræthed og dynamisk balance.
Stolen placeres op ad væggen. I nøjagtig 2,45 meters afstand fra stolens forkant anbringes en kegle eller lignende.
Deltageren sidder midt på stolen med strakt ryg, fødderne fladt på gulvet og hænderne på lårene. Den ene fod placeres lidt foran den anden.
På kommandoen “start” rejser deltageren sig fra stolen, går så hurtigt som muligt – men stadigt sikkert –rundt om keglen og tilbage igen og sætter sig.
Uret startes præcist på kommandoen “start”, også selv om personen ikke er kommet i gang. Stop uret nøjagtig, når personen igen sidder på stolen. Gennemfør testen 2 gange og brug den hurtigste tid, mål med 1/10 sekunds nøjagtighed (stopur).
Stå mellem stolen og keglen med henblik på at hjælpe, hvis deltageren skulle få balanceproblemer.
Sammenlign med referenceværdierne.
BALANCETESTOG-ØVELSE
Se figur 7.
| 1. |
Kan personen gå på en linje, der er ca. 1,5 meter lang? Fødderne skal sættes lige foran hinanden. |
| 2. |
Deltageren skal stå med den ene fod lige foran den anden. Hvis det er svært, kan personen sætte foden lidt skråt til siden. Stå stille så længe, det er muligt, dog højst i 30 sekunder. Skift ben. |
| 3. |
Deltageren skal stå på ét ben. Det andet skal være bøjet let uden at røre standbenet. Stå så længe som muligt, dog højst i et minut. |
Testene kan regelmæssigt foretages af klinikpersonalet, inden patienten kommer ind til konsultationen. Det vil give et godt grundlag for at tale om evt. yderligere træning.
Lægen skal måle alle de sædvanlige parametre, når det drejer sig om de metaboliske sygdomme. Fastelipidstatus, fasteblodsukker, vægt, blodtryk efter samme retningslinjer som sædvanligt.
Målingerne kan bruges til at motivere patienten til at fortsætte eller intensivere motionsaktiviteterne.
Når det drejer sig om claudicatio intermittens monitoreres gangdistancen, som patienten er i stand til at tilbagelægge uden pause.
Ved iskæmisk hjertesygdom må man vurdere konditionen og funktionsniveauet ud fra patientens oplysninger om, hvor stor belastning, der er mulig, f.eks. cykle- eller gangdistance. Hos disse patienter vil der ofte være brug for mere struktureret træning og monitorering, f.eks. hos fysioterapeut med regelmæssig konditionsmåling.
Apoplexipatienter monitoreres ved at bedømme deres fysiske funktionsniveau.Afhængig af sværhedsgraden af sequelae kan lægen enten vha. simple test (se side 33ff) og spørgsmål til patientens daglige liv selv vurdere, om tilstanden er acceptabel. Ofte vil der være behov for vurdering hos fysioterapeut eller rheumatologisk ambulatorium.
Her gælder det om at danne sig et billede af patientens daglige funktionsniveau vha. spørgsmål og simple test.
Figur 7
BALANCETEST OG -ØVELSE
Det drejer sig både om at vurdere muskelstyrke, kondition, balance, koordination og smerteniveau.
Hvis lægen ikke selv er i stand til denne vurdering, vil fysioterapeuten specifikt kunne vurdere enkeltfunktioner og bevægemønstre.Til en mindre specifik vurdering af funktionsniveauet, kan lægen anvende nogle simple tests, som er beskrevet på side 33ff.
Ved osteoporose kan man evt. foretage BMD målinger.
Opfølgningen af disse patienter består i en vurdering af patientens psykiske velbefindende og relationerne til sociale kontakter.Vurdering af kondition og styrke giver indtryk af indsatsens størrelse.
Ved KOL monitoreres gangdistancen jævnligt, mens effekten af fysisk aktivitet på astma vurderes ved antallet af astmaanfald, specielt anstrengelsesudløste tilfælde. Konditionsmåling kan også komme på tale.
Når lægen trods alle gode intentioner og pædagogiske fif finder ud af, at han står over for en patient, som har en holdning til planlagt motion og især sport, der kan udtrykkes med Jesper Kleins ord “Det er kun sportsmænd og idioter, der springer over, hvor gærdet er højest” – ja, så hjælper det jo ikke så meget med skemaer og beregninger.
Mere fysisk aktivitet i hverdagen
Man må så erkende, at man trods motiverende samtale og andre virkemidler er nødsaget til at rådgive patienten på det niveau, han ønsker.
Mange mener, det er så indlysende, at det er sundt at røre sig, at det ikke er noget, man behøver at bruge så lang tid og ressourcer på at forklare eller analysere. De er godt klar over, at de “hellere må se at få rørt sig lidt mere”. Det bliver så sjældent til noget alligevel eller eventuelt kun i kort tid.
Det eneste, man kan gøre i den situation, er at håbe på, at man kan foreslå en aktivitet i hverdagen, som forekommer meningsfyldt og ikke kun er “pjat”.
Mulighederne er nærmest uendelige. Det er kun fantasien, der sætter grænsen.
I håbet om at sætte nogle tanker i gang kan man jo foreslå og perspektivere nogle dagligdags aktiviteter, hvor man ved små ændringer kan opnå ret stor gevinst. Det følgende eksempel har jeg fundet i Sundhedsstyrelsens pjece “Brug hovedet – brug kroppen! “, som ikke mindst er skrevet for netop den personkreds, som jeg her omtaler.
Det overordnede princip er at “tænke mere fysisk aktivitet ind i hverdagen”.
Hvis man, i stedet for at køre børnene i bil til og fra institutionen, bruger 20 minutter på at cykle eller gå, vil man forbruge 12 gange så mange kalorier.
Gå til og fra bussen i stedet for selv at køre bil og forbrug 6 gange så mange kalorier.
Hvis man går en tur med hunden i stedet for at lukke den ud i haven, forbruger man 55 gange så meget energi.
Frem for at sidde foran tv kan man ved at gå eller lege med børnene i 45 minutter forbruge 10 gange så mange kalorier.
Hvis man praktiserer de skitserede ændringer på én dag , vil man forbrænde ca. 500 kcal ekstra. Hvis man så praktiserer det en hel uge, ja, så er man langt over de officielle anbefalinger uden at have været nødt til at skifte til sportstøj, endsige tænke på sport.
Der er også gode ideer at hente hos Dansk Skoleidræt. Netadresse kan findes side 43.
I boksen på denne side er der en række forslag til, hvordan man kan tænke mere fysisk aktivitet ind i hverdagen.