Vi har nu igennem et århundrede kæmpet for at slippe for de meget monotone og fysisk nedslidende arbejdsprocesser.Aldrig så snart er det ved at lykkes, før anbefalingerne igen går i retning af øget fysisk belastning.
Hvorfor er det så vigtigt med regelmæssig fysisk aktivitet?
Vi er efterhånden ved at blive klar over, at mennesket hverken er velegnet til tidligere tiders hårde, nedslidende arbejde eller til den høje grad af passivitet, som vi mere eller mindre ubevidst stiler imod. Eksplosionen i forekomsten af livsstilssygdomme er velkendt, og inaktivitet er en væsentlig risikofaktor i denne sammenhæng.
Den fysiske aktivitet har mange gavnlige effekter, både i profylaktisk og behandlingsmæssig sammenhæng.
WHO har forudsagt,at 70% af sygdomme i år 2020 vil være livsstilsbetingede.
Regelmæssig fysisk aktivitet med let til moderat intensitet har stor indflydelse på det, man kalder “metabolisk fitness”. Man kunne også kalde det “cellens kondital”, fordi det er et udtryk for cellens evne til at transportere og omsætte substrat, primært fedt og sukker. Øget metabolisk fitness har gavnlig effekt på blodlipiderne med sænkning af triglycerider og LDL og øgning af HDL.Alt sammen medvirkende til at reducere risikoen for hjerte-karsygdomme og metaboliske sygdomme.
Hvis træningen kun foregår ved let intensitet, opnås en forbedring af den metaboliske fitness, men der vil ikke være påvirkning af konditionen (“konditallet”), altså den aerobe fitness, som er et udtryk for den maksimale ilt-optagelse i musklerne.
For også at påvirke konditionen, og derved øge den maksimale iltoptagelse, skal belastningen være så høj, at der stilles krav til hjertet om et forøget minutvolumen. Det sker gennem flere forskellige adaptationer i hjerte-kredsløbet, som er beskrevet i afsnittet om konditionstræning side 26.
Ud over disse virkninger på metabolismen og hjerte-karfunktionen har fysisk aktivitet en stor indflydelse på individets evne til at bevæge sig sikkert omkring.
En sikker mobilitet åbner mulighed for at bibeholde de sociale kontakter og dermed undgå ensomhed. Disse kontakter er af vital betydning, ikke mindst når der er tale om ældre og måske enlige. Et trygt socialt netværk, f.eks. et gymnastikhold, de handlende i området, bekendte i naboejendommen, er af samme vigtighed som de oven for nævnte fysiske faktorer.
Det overordnede princip i træningens betydning for individets evne til at bevare sin mobilitet, også i alderdommen, er:
USE IT or LOOSE IT!
Efterfølgende vil virkningsmekanismen ved fysisk aktivitet mht. de fem sygdomsgrupper blive gennemgået.
Insulinresistenssyndromet også kaldet “det metaboliske syndrom” er centralt for forståelsen af fysisk aktivitets gavnlige virkning på de metaboliske sygdomme. Den forringede følsomhed for insulin i muskelcellerne medfører hyperinsulinæmi, som er uhensigtsmæssig, idet den øger atherosklerose- og fedmeudviklingen.
Insulinresistensen skyldes ifølge de nyeste hypoteser dels inaktivitet, dels lipotoksisiteten af for stor koncentration af frie fede syrer (FFA).
Det betyder,at når vores kost er for rig på især mættet fedt,er det disse store mængder FFA,som påvirker receptorerne i cellemembranerne i retning af insulinresistens.
Hvis vi ikke sørger for at være fysisk aktive, vil FFA ikke blive forbrændt, men derimod blive indlejret i fedtceller i underhuden eller som metabolisk aktivt, skadeligt intraabdominalt fedt (æbleform).
Motion ændrer derimod lipidprofilen i gunstig retning, således at totalkolesterol,LDL og triglycerid falder,mens HDL øges.
Disse ændringer bevirker øget insulinsensitivitet i muskelcellerne og dermed mindre behov for insulin, insulinkoncentrationen i blodet falder.
Den bedre insulinfølsomhed øger glucoseoptagelsen og sænker dermed blodsukkeret.
Fysisk aktivitet ved moderat intensitet, eller højere, vil øge kapillariseringen i musklerne og dermed blodgennemstrømningen. Det betyder øget glucosetransport til musklerne og yderligere sænkning af blodglucose.
Endelig sker der også en stigningen af forskellige glucosetransportører i muskelcellerne, hvoraf det vigtigste er proteinstoffet GLUT 4.
Der ligger altså flere faktorer til grund for den udtalte effekt af motion på forebyggelse og behandling af type 2 diabetes og dyslipidæmi.
Fedtforbrænding
Motions effekt på fedme skyldes naturligvis i høj grad øget kalorieforbrug, som ved uændret fødeindtag vil bevirke vægttab. Når personen kommer i god form, sker der en markant stigning i andelen af forbrændte kalorier, som stammer fra fedt, således at en person med stort fysisk aktivitetsniveau ikke er så afhængig af kostsammensætningen som en inaktiv. Den meget aktive forbrænder simpelthen det ekstra fedt.
Vægtreduktion opnået ved en kombination af kostændringer og motion har langt større chance for at bibeholdes pga. de tidligere nævnte stofskifteprocesser i musklerne.
Da hvilestofskiftet forbrænder fedt og kvantitativt primært foregår i musklerne, er det indlysende, at jo mere veltrænet, man er, jo større bliver musklerne og jo større bliver hvilestofskiftets fedtforbrænding.
Derfor er de slankeskoler, som fraråder for megen motion, meget uheldige. De advarer mod motion, fordi større muskler vejer mere end fedt. Dette er en holdning, der grunder sig i mangel på viden om fedtstofskiftet i musklerne.
En anden fejltagelse, som også bør manes i jorden, er eksistensen af en “fedtforbrændingszone”.Teorien er, at man ikke må træne for hårdt, hvis man vil tabe sig, fordi den maksimale fedtforbrænding i aktivitet foregår ved moderat intensitet, mens det er næsten ren glucoseforbrænding , når man yder maksimalt.
Misforståelsen beror på manglende indsigt i hvilestofskiftets forbrug af fedt i relation til muskelmassens størrelse og træningstilstand.
Motion kan hjælpe til med at holde koncentrationen af FFA nede på et ikke-sundhedsskadeligt niveau.
Muskelkontraktionen i sig selv har også en selvstændig fremmende effekt på glucoseoptagelsen,uafhængig af insulin.
Det er så simpelt, som man kan ønske sig:
Fysisk aktivitet i forbindelse med fedme
Ved hypertension spiller de forannævnte mekanismer også en rolle. Det gælder bl.a. normaliseringen af insulinniveauet. Den øgede insulinkoncentration ved insulinresitens bevirker via hypothalamus en øget sympaticusaktivitet, som både øger pulsen og den perifere modstand og dermed blodtrykket.
Derfor falder blodtrykket, når det motionsinducerede fald i insulinkoncentrationen indtræder.
Hos hypertonikere er der også ofte endothelcelledysfunktion, som bevirker vasokonstriktion og dermed øget perifer modstand.
Når pulsen under fysisk aktivitet stiger, udsættes karvæggen for det såkaldte “shear stress”, som kan oversættes til “tangentielt stress”. Denne påvirkning af karvæggen bevirker en øget udskillelse af nitrogenoxid fra endothelcellerne, og det giver kardilatation med reduceret perifer modstand og faldende blodtryk.
Fysisk inaktive personer har dobbelt så stor risiko for at udvikle hjerte-karsygdomme som fysisk aktive.
Baggrunden for denne meget store forskel er ikke en enkelt faktor. Mange af de virkningsmekanismer, der er omtalt oven for under metaboliske sygdomme, gælder også for de arteriosklerotiske sygdomme. Det hænger naturligvis sammen med, at det metaboliske syndroms endpoint ofte er en hjerte-karsygdom. 80% af type 2 diabetikere vil f.eks. dø af hjerte-karsygdom.
Det betyder, at de nævnte positive effekter af motion på lipidprofilen, blodtrykket og endothelcellefunktionen også er virksomme i forebyggelsen af arteriosklerose.
Når det drejer sig om iskæmisk hjertesygdom, vil motionen også have en effekt via en gunstig regulering af koagulationsforholdene og gennem en mere hensigtsmæssig sympaticustonus, som giver større pulsfleksibilitet og lavere hvilepuls.
Den bedre kondition og større styrke, som opnås ved fysisk træning, vil gavne både hjerte-, claudicatio- og apoplexipatienten.Apoplexipatienter har ofte både dårlig kondition og hæmmet funktionsevne i vekslende grad. Da en apoplektiker har et abnormt, ineffektivt bevægemønster, som er meget energikrævende, vil personen hurtigt opgive at gennemføre aktiviteter, som kræver fysisk udfoldelse. Det vil yderligere forværre tilstanden og føre til en ond inaktivitetscirkel.
Når konditionen stiger gennem træning, vil musklernes evne til iltoptagelse øges, og den fysiske formåen stige. Det muliggør en effektiv rehabilitering.
Når muskler arbejder under iskæmiske forhold,stimuleres produktionen af vækstfaktoren,VEGF (vascular endothelial growth factor).Det er denne vækstfaktor,der stimulerer til kollateraldannelse og dermed revaskularisering af iskæmiske områder.Denne proces udnyttes ved træning af patienter med claudicatio intermittens,som helst skal træne med en intensitet,der bevirker lette iskæmiske smerter.
For alle sygdommene gælder, at en stor effekt af den fysiske træning også opnås ad psykologisk vej. For hjertepatienten er det beroligende at opdage, at det ikke er farligt, at pulsen stiger, og at man bliver dyspnoeisk. For claudicatiopatienten er det vigtigt under supervision at lære, at de iskæmiske smerter er nødvendige.
For apoplexipatienten, som måske er blevet immobil, er den psykologiske støtte og holdundervisningen, som forhindrer ensomheden, af stor vigtighed. Det kan kræve lang genoptræning, før patienten atter er i stand til selv at komme omkring. Den sociale kontakt med behandler og andre patienter i denne lange periode er med til at holde gejsten oppe.
For artrose, rheumatoid artrit og rygsmerter er der ingen eller kun ringe belæg for, at fysisk træning påvirker selve sygdomspatogenesen. Der er dog alligevel stor effekt af motion på disse sygdomme, fordi især styrketræning forbedrer muskelfunktionen omkring de afficerede led. Derved opnås en bedre kontrol med leddet, og bevægeligheden bibeholdes. Konditionstræningens berettigelse er, at den giver større fysisk formåen og dermed bedre mobilitet. Den er også en hjælp til at modvirke overvægt, som ville være en yderligere belastning af leddene.
Ved rheumatoid artrit, som er en inflammatorisk sygdom, har træning yderligere en positiv effekt, idet fysisk aktivitet virker antiinflammatorisk ved at styrke immunsystemet.
I forbindelse med rygsmerter bevirker styrketræningen, at kontrollen og stabiliteten omkring columna øges. Derved kan man muligvis forhindre uhensigtsmæssige og smerteforvoldene bevægelser. Rygskoleundervisning lærer også patienterne at tolerere smerten bedre og at forsøge at fungere i dagligdagen trods et vist kronisk ubehag og indskrænkning i de tidligere aktiviteter.
Både for osteoporose og muskelsvækkelse/fald er der evidens for virkning på selve sygdommen.
Allerede i den tidlige ungdom har det fysiske aktivitetsniveau betydning for individets knoglestatus senere i livet. Der foregår en kontinuerlig opbygning af knoglernes mineralindhold, indtil maksimum nås i 20-30 års alderen. Mængden af vægtbærende fysisk aktivitet i de unge år er derfor en af de afgørende faktorer for, hvor høj peak bonemass bliver.
Herefter foregår der en langsom afkalkning af knoglerne i resten af livsforløbet.
For at mindske dette tab er det vigtigt, at individet er aktivt, idet der også er sammenhæng mellem motion og BMD senere i livet, således at man ved en aktiv livsførelse kan forsinke osteoporoseudviklingen og endog øge BMD lidt ved regelmæssig styrketræning.
Vægtbærende aktiviteter som gymnastik, gåture og boldspil er at foretrække.
Der er en halvering af frakturincidensen hos fysisk aktive.
Det skyldes ikke kun stærkere knogler, men også en klart bedre muskelstyrke, balance og koordination hos de fysisk aktive.Alt sammen faktorer der er med til at forhindre fald eller mindske følgerne af et fald.
Nervesystemet og dets samspil med det muskuloskeletale system er af afgørende betydning for evnen til at bevæge sig sikkert omkring.
Muskelstyrken og ledfunktionen er meget afhængig af regelmæssig motion. Det er først, når personen bliver ældre, at svækket muskelstyrke og nedsat ledbevægelighed rigtigt kommer til udtryk i form af forringet evne til at klare almindelige daglige aktiviteter. I årene inden er der tilstrækkeligt overskud at tage af, men da både antallet af muskelfibre og fibrenes tværsnitsareal aftager med alderen, vil en inaktiv person på et tidspunkt opleve, at nogle dagligdags aktiviteter begynder at blive belastende. For at kompensere for dette muskelsvind kræves der regelmæssig motion, gerne med nogen vægtbelastning.
Det er vist i talrige undersøgelser, at selv meget svækkede patienter kan forbedre deres muskelstyrke betragteligt højt oppe i årene. Det er vigtigt, fordi muskelstyrken er en forudsætning for al anden træning, som kan gøre den ældre selvhjulpen og mobil.
På samme måde skal der bevægelse til, for at ledbånd, sener og brusk bevarer deres elasticitet og styrke.
Det intimt koordinerede samarbejde mellem nerver og muskler skal fungere præcist og hurtigt for at være i stand til at sikre balancen og evnen til at foretage hurtige korrektioner af kroppens stilling og bevægeretning. Det kræver regelmæssig brug, også lidt ud over de sædvanlige, begrænsede daglige bevægelser.
Motion øger det fysiske velvære såvel hos psykisk raske som hos psykiatriske patienter. Fysisk aktivitet mindsker anspændthed og halverer risikoen for at udvikle depression.
Virkningsmekanismerne er meget dårligt afklaret og skyldes formentlig mange forskellige aspekter.
Psykisk sygdom i sig selv medfører ofte træthed og inaktivitet og dermed dekonditionering. Dermed er der startet en ond cirkel, hvor blot det at komme i gang med en aktivitet ofte overstiger patientens formåen. Sygdomsbilledet kan også være præget af tvangsforestillinger eller hypokondre tanker, som sammen med fysisk aktivitet er angstfremkaldende.
Fysisk aktivitet under kyndig vejledning kan bl.a. give patienten oplevelsen af at motionere i trygge omgivelser, uden at det giver de forventede negative virkninger. 
Det er ikke farligt at svede, få hjertebanken og høj puls, at bevæge sig væk fra de vanlige trygge omgivelser og lignende belastende forestillinger, som optager en stor del af den psykisk syges tankeverden.
Det sociale samvær på et træningshold har også stor betydning for at få patienten ud af den isolation, som psykiatriske patienter ofte befinder sig i.
Biokemisk har man kunnet påvise, at fysisk aktivitet ændrer koncentrationen af forskellige neurotransmittere, f.eks. noradrenalin, dopamin, serotonin og endorfiner. Det er dog usikkert, hvorledes sammenhængen mellem disse forandringer og det psykiske velvære er.
Hverken ved astma eller KOL har træning nogen direkte effekt på patogenesen, og lungefunktionen bedres heller ikke.
Regelmæssig træning kan dog øge konditionen hos astmapatienten, og den bedre iltoptagelse i musklerne nedsætter behovet for ventilation og dermed også risikoen for at provokere et astmaanfald under anstrengelse.
Hos KOL-patienten bevirker den bedre kondition et mindre krav til hjerte-lungefunktionen, dvs. patienten får mere ud af den ventilation, han nu en gang kan præstere. Hans gangradius forøges, og han kan udføre mere krævende arbejdsopgaver.
Træning virker antiinflammatorisk, og da KOL bl.a. er karakteriseret ved kronisk inflammation i luftvejenes slimhinde, er der formentlig også denne effekt af fysisk aktivitet.
Træningen har tillige den effekt, at patienten under trygge former oplever, at det ikke er farligt at blive dyspnoisk.