I regeringens sundhedsprogram,“Sund hele livet”, fra september 2002 er en af grundtankerne, at sundhed er et fælles anliggende,“Ingen kan alene løfte opgaven med en bedre sundhed”.
I programmet opregnes de otte “folkesygdomme”, der skal udvikles strategier for. Det er:
I relation til disse folkesygdomme identificeres en række risikofaktorer, hvor fysisk inaktivitet rangerer som selvstændig faktor.
Fysisk aktivitet har en selvstændig sundhedsfremmende virkning. Derudover har motion gunstig effekt i varierende grad på alle de nævnte “folkesygdomme”.
Det er en oplagt opgave for P.L.O., DSAM’s forebyggelsesudvalg og Komiteen for Sundhedsoplysning at tage del i at “...løfte opgaven med en bedre sundhed”. Fysisk inaktivitet er et område med betydning for hele befolkningen og ikke kun den del, der har en sygdom.
20-30% af befolkningen er fysisk inaktive i så høj grad, at deres helbred er truet, og antallet af personer med stillesiddende arbejde er i år 2000 oppe på 37%. Det er en stigning på 4% fra 1987. Disse folk med stillesiddende job kompenserer ikke ved at være mere aktive i fritiden.
Disse kriterier betyder, at det potentielle antal kandidater til fysisk aktivitet omfatter flere millioner danskere.
Derfor vil Motionsmanualen ikke kun beskæftige sig med fysisk aktivitet som sygdomsbekæmpende foranstaltning, men også som profylakse. Opbygningen indretter sig efter denne målsætning.
Den praktiserende læge har en meget bred berøringsflade til befolkningen og med vores kendskab til familierne, vil vi have let ved at identificere personer, der tilhører en risikogruppe.
På side 30 i Motionsmanualen findes et generelt træningsprogram, Motionsrecepten, der kan anvendes som udgangspunkt for enhver motionsordination.
Ordinationen “motion”gælder alle,der ikke allerede har tilstrækkeligt stort aktivitetsniveau på job og i fritid og alle,der har en af folkesygdommene.
Lider patienten af en sygdom, kan det være nødvendigt med korrektioner og tilføjelser. Disse fremgår af Specialprogrammer, der er målrettet til den pågældende sygdom.
For at lette brugen af Motionsmanualen er et udvalg af de sygdomme, hvor fysisk aktivitet er effektiv, samlet i fem hovedgrupper. Sygdomme i samme hovedgruppe kan med de anførte korrektioner behandles efter de samme træningsprincipper.
De fem sygdomsgrupper er:
• Type 2 diabetes
• Dyslipidæmi
• Hypertensio arterialis
• Adipositas
• Apoplexia cerebri
• Claudicatio intermittens
• Iskæmisk hjertesygdom
• Artrose
• Rheumatoid artrit
• Rygsmerter
• Osteoporose
• Muskelsvækkelse/fald
• Depression
• Angst
• Skizofreni
• Astma bronchiale
• Kronisk obstruktiv lungesygdom
Vejledning vedrørende sygdomme, der ikke findes i ovenstående sygdomsgrupper, kan søges i FA.
Foruden de veldefinerede sygdomsgrupper bør vi også være meget opmærksomme på grupper i befolkningen, som af forskellige årsager har stor risiko for at blive meget inaktive.
Der er opnået forbløffende resultater i ældres fysiske formåen efter forskellige former for træning.
Med stigende alder svinder mange ældres fysiske styrke. Der er ikke længere behov for så megen aktivitet, og traditionelt forventer omgivelserne ikke så meget af en ældre person og vil ofte have tilbøjelighed til at servicere i udstrakt grad.
Hvis den ældre ikke selv sørger for at opretholde et stort aktivitetsniveau, vil muskelmassen, og dermed styrken, efterhånden svinde. Dermed er der startet en ond cirkel, idet den aftagende kapacitet yderligere vil øge tendensen til at undgå belastninger og acceptere rollen som “hjælpeløs”. Efterhånden forsvinder også den eksplosive kraft – dvs. evnen til at reagere pludseligt og derved være i stand til at tage netop dét skridt, der forhindrer et fald og en fraktur.
Den manglende fysiske aktivitet giver også balancebesvær, som gør en tur på gaden til en risikabel affære.
Denne inaktivitetsspiral vil efterhånden kunne føre til social isolation og ensomhed. Derfor er det meget vigtigt, at den praktiserende læge er aktiv i processen med at holde den ældres fysiske form acceptabel høj. God muskelstyrke kan være forskellen på at være selvhjulpen i eget hjem eller være afhængig af hjælp til alt.
Da motion traditionelt ikke er en selvfølge i denne aldersgruppe, skal lægen være opsøgende og motiverende, når han står over for en ældre person.
Fysisk aktivitet er ligeledes meget vigtig for gruppen af handicappede patienter, som i forvejen har forskellige grader af funktionshæmning. Derfor gælder det om at bibeholde så højt et funktionsniveau som muligt.
Det er vigtigt at gøre handicappede opmærksomme på de mange og velorganiserede aktiviteter, der eksisterer inden for handicapidrætten.
“De fleste selvmord i Danmark begås med kniv og gaffel”. Denne avisoverskrift ledsagede et billede af en svært overvægtig mand for år tilbage. Svær overvægt er da også en væsentlig risikofaktor for en række potentielt dødelige sygdomme – først og fremmest hjerte-karsygdomme og type 2 diabetes.
Fysisk aktivitet er vigtig både i profylaksen og behandlingen af fedme. Det gælder i særlig grad børnene, fordi vi ved, at overvægt i barndommen ofte følger med op i voksenalderen.
I år 2000 var der, ifølge Statens Institut for Folkesundhed (SIF), 9,7% eller 400.000 fede mennesker i Danmark. Det var en stigning på 150.000 siden 1987. Opgørelsen er lavet som en spørgeskemaundersøgelse, og der var 22%, der ikke svarede. Det var en stigning på 10% fra 1987. Andre undersøgelser har vist, at der er en høj grad af underrapportering og manglende svar fra netop de personer, der har et vægtproblem. Derfor er fedmeproblemet sandsynligvis langt større, end tallene antyder.
Et realistisk bud er overvægt hos ca.40% af den voksne befolkning og egentlig fedme hos 13-15%. Blandt børn er der i de sidste tredive år sket en tredobling af forekomsten af overvægt og fedme.
Hvis vi holder os til SIF’s undersøgelse, er det galt nok endda. Personer med et BMI på > 30 var fra 1987 til 2000 blandt mænd mellem 16-24 år steget med en faktor 7 og blandt kvinder 25-44 år med en faktor 3.
I kampen mod overvægt og fedme indtager fysisk aktivitet en helt central rolle.Vægttab ved kostændringer kan ret let opnås, hvis blot diæten overholdes. Det er langt vanskeligere at bibeholde vægtreduktionen uden samtidig fysisk aktivitet.
En kostomlægning skal derfor altid suppleres med en plan for øget fysisk aktivitet.
Fysisk aktivitet hos børn er en forudsætning for udviklingen af barnets kropsbevidsthed, gode motoriske færdigheder, personlighed, selvværd og selvtillid.
Motionsaktiviteter, organiserede eller med kammeraterne på vejen, er med til at udbygge barnets net af sociale kontakter og kan lægge grunden til gode motionsvaner i voksenlivet.Vi ved, at der er større sandsynlighed for et fysisk aktivt voksenliv, hvis personen har været aktiv som barn.
Der er også meget, der tyder på, at indlæring foregår lettere, hvis barnet er fysisk aktivt.
Udviklingen er desværre gået i den forkerte retning, idet der er sket et kraftigt fald i den andel af de unge, der er fysisk aktive.
Det kan undre, når man ved, at omkring 70% af de unge faktisk er tilknyttet en organiseret idrætsklub. Bevægelsesmønstret i den øvrige hverdag er imidlertid blevet tiltagende passivt. Det gælder bl.a. transporten til og fra skole, legemønstret og antallet af timer foran tv og computer.
Det er altså ikke primært den motion, man går til, der er problemet, men derimod den motion, man utilsigtet får, der næsten er forsvundet.
Når der så samtidig er sammenfald mellem de ikke-idrætsudøvende og de mest passive i hverdagen, har vi ca. 30% af de unge, som har et katastrofalt lavt aktivitetsniveau.
Fysisk inaktivitet er mere udbredt i befolkningsgrupper uden uddannelse og med lav indkomst. Der er også en sammenhæng mellem forældrenes og børnenes motionsvaner, og da lægen ofte har kendskab til disse forhold, bør vedkommende udnytte sin viden til at motivere disse risikofamilier til at ændre deres fysiske aktivitetsniveau. Indsatsen kan starte allerede, mens barnet er ganske lille, idet fysisk aktivitet i barndom/ungdom har en helt afgørende effekt som værn mod udvikling af fedme.
Nydanskeres holdning til og erfaring med fysisk aktivitet er almindeligvis meget forskellig fra normal dansk tradition. Ofte vil det af indvandrere opfattes som et privilegium at kunne være passive uden behov for fysiske anstrengelser for at klare hverdagen. Det kan endog være et statussymbol, hvilket er let at forstå, hvis personen kommer fra forhold, som kræver en anstrengende, fysisk belastning for at opretholde livet.
Problematikken er særlig udtalt for de kvindelige nydanskere, som ofte ikke kommer så meget uden for hjemmet. Deltagelse i aktiviteter, som kræver omklædning eller større kraftudfoldelse, er meget usædvanligt for disse kvinder.
Der er f.eks. et tiltagende problem med svært over-vægtige type 2 diabetikere blandt indvandrere. Det har vist sig vanskeligt at motivere denne gruppe til fysisk træning.